Afgangseksamen for skolens ældste elevers bliver aflyst i år og erstattet af årskarakterer. Anderledes for landets kommende studenter. Her bliver studentereksamen gennemført, selv om Gymnasielærernes fagforening, GL og elevorganisationen, DGS, har anbefalet at aflyse årets eksamen efter, at skoler og gymnasier har været lukket siden 11. marts.
Sådan lyder den plan for genåbning af uddannelses-Danmark, som regeringen i dag præsenterer Folketingets partier for. Det erfarer Politiken på baggrund af samstemmende beskrivelser fra kilder tæt på forhandlingsforløbet.
Især tre ting har spillet ind i beslutningen om at aflyse afgangseksamen. For det første det sociale hensyn for de små elever, hvor fjernundervisning kræver forældres hjælp til motivation, login og anden støtte.
For det andet hensynet til arbejdsmarkedet. De små elever låser forældrene til hjemmet, og der er grænser for effektiviteten, når hårdt prøvede forældre skal multitaske mellem Skype-møder og hjælp til staveord og gulvøvelser.
For det tredje har formanden for Danmarks Lærerforening, Anders Bondo Christensen, sagt, at han gerne ser afgangseksamen aflyst, og lærerne vil regeringen af indlysende historiske grunde gerne være venner med.
Studentereksamen overlever
Anderledes er det på landets gymnasier. Her overhører regeringen anbefalingen fra Gymnasielærernes organisation, GL, og elevorganisationen, DGS, og vil gennemføre studentereksamen. Her er der ingen små elever at tage hensyn til, og vurderingen er, at det vil være for meget at bede de borgerlige partier om at acceptere, at studenterårgangen 2020 ikke skal til eksamen. Desuden løser det problemet med HF, hvor eleverne ikke får årskarakterer, men alene eksamenskarakterer.
Martin Mejlgaard er formand for gymnasieelevernes organisation, DGS.
»Vi har foreslået at man erstatter eksamenskarakterer med årskarakterer. Det har vi gjort, fordi vi har forstået på tidligere meldinger, at der vil gå lang tid, før gymnasieeleverne kan få almindelig gængs undervisning. Det lang tid, at man nu har været ude af undervisningen«, siger han.
Tomas Kepler er formand for GL, og han også er ærgerlig over, at regeringen har valgt ikke at følge organisationens anbefaling.
»Det vil gå ud over de svageste elever at gennemføre eksamen. For den undervisning vi kan gennemføre, bliver et stykke fra det, vi normalt leverer, og det går hårdest ud over de elever, der har mest brug for undervisning«, siger han.
Han er dog enig i rækkefølgen for de elever, som først får lov at vende tilbage til gymnasierne.
»I den trinvise åbning er det også vores udgangspunkt, at 3.g’ere og 2. hf’ere skal i gang først«, siger Tomas Kepler og understreger, at lærerne selvsagt vil gøre alt, hvad de kan for at få eleverne godt til eksamen.
Regeringen vil ifølge Politikens oplysninger forsøge at overbevise Folketingets øvrige partier om, at de afsluttende fag for 1. og 2.g’ere kan afsluttes uden eksamen. Det betyder også, at 3.g’erne kan komme tilbage på gymnasiet hurtigt efter påske, mens 1. og 2.g’ere fortsat kan undervises hjemme gennem fjernundervisning. Når så de kommende studenter går på læseferie i maj, bliver der bedre hosteplads til gymnasiets øvrige elever i den gradvise åbning af samfundet.
Kilderne siger samstemmende, at det for åbning af både skoler og gymnasier gælder, at der vil være forskel fra kommune til kommune og fra skole til skole.
»Men for gymnasieområdet får vi brug for nogle klokkeklare centrale udmeldinger i forhold til hvor meget undervisning, eleverne skal have, og hvordan den skal foregå«, siger Tomas Kepler.
Statsminister Mette Frederiksen (S) er i gang med at orientere Folketingets partier om planen for genåbning.
Der skete en fejl, prøv igen senere
Der skete en fejl, prøv igen senere eller søg hjælp via vores kundecenter