Der skal flere lærere i klasseværelserne. Det er regeringen, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten og Alternativet netop blevet enige om. Beslutningen kommer i kølvandet på finanslovsaftalen i 2020, hvor der blev afsat trecifrede millionbeløb til at styrke folkeskolen.
Konkret drejer det sig om 550 mio. kr. i 2022 og 807 mio. kr. hvert år fra 2023 og frem. Midlerne udmøntes til landets 98 kommuner via bloktilskuddet. Det giver kommunerne frihed til – i samarbejde med skolerne – lokalt at prioritere midlerne til forskellige ressourcekrævende tiltag, der kan skabe bedre lærerforhold, som for eksempel tolærerordninger, inklusion, turboforløb og mindre klasser.


























