Tilbage i 2013 fik SF som et af de tre regeringspartier stort flertal for en reform, der indførte lange skoledage, hvor ambitionen var, at der skulle være tid til at løbe og til at bygge stærekasser samt til flere timer i dansk og matematik.
Ni år senere vil SF smide forliget om skolereformen endegyldigt på historiens mødding, så partierne kan stå frit efter et valg. SF vælger på den måde at bryde et dogme i dansk skolepolitik: nemlig, at brede forlig om skolen afløses af nye forlig, eller at forligsteksten justeres i enighed.
Så det første spørgsmål til SF’s undervisningsordfører, Jacob Mark, giver selv. Det er simpelthen: Hvorfor?
»Jeg er bange for, at der vil gå fire år mere, før man får ændret på den stramme styring af skolen, som er skidt både for børnene og for lærerne. Vi ser en eksplosion i børns og unges mistrivsel. Det handler ikke om skolen alene, men det handler også om skoler. Derfor er man er nødt til at se på, at Danmark er et af de lande i verden, hvor børn bruger længst tid i skolen«, siger Jacob Mark.
