0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Nyhed – quiz mod Politikens redaktion i JuledystenTag quizzen

Fire elever har fået tatoveret deres lærers navn på anklen

»Vi har fået den, fordi Jan er en fed lærer, og fordi han virkelig har betydet ekstremt meget for os alle fire«, siger Magnus, der ved ved at uddanne sig til chauffør.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Mads Nissen
Foto: Mads Nissen

Fire elever på erhvervsskolen TEC Hvidovre har indstillet deres lærer til Politikens Undervisningspris. Derudover har de fået en tatovering med hans navn, fordi han betyder så meget for dem.

Undervisningsprisen
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
Undervisningsprisen
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Selv om det er mandag, er parkeringspladsen foran erhvervsskolen TEC Hvidovre næsten tom for biler. Under normale omstændigheder ville den på det her tidspunkt af eftermiddagen være fyldt med elever, der netop havde fået fri fra undervisningen.​

Men på grund af corona-krisen er skolen lukket, og det eneste liv på pladsen er en flok på fem, der står mellem to biler. Selv om man ikke kan tyde, hvad de siger, kan man allerede fra den anden ende af pladsen høre høje grin, og, som man nærmer sig, også se cigaretrøgen stige mod himlen og små skyer.

Flokken består af fire unge mænd, der er ved at uddanne sig til lastbilchauffører, og så deres lærer, Jan Barfoed Israelsen, der underviser dem i transport.

»Det er første gang, vi er samlet sådan her, siden skolen lukkede«, udbryder en af de unge mænd.

Han hedder Magnus Vilhelmsen, er 20 år og mangler den sidste del af grundforløbet, før han tager hul på hovedforløbet. Derudover er han netop blevet løsladt efter at have siddet i fængsel i 10 måneder.

Den del vender vi tilbage til.

»Mig og Lukas og Nicklas har altså set hinanden, mens du sad i spjældet«, siger en anden. Han hedder Frederik Pedersen og er med sine 22 år den ældste af drengene.

»Men ingen af os har set Jan«, siger han så, og alles øjne rettes i et øjebliks stilhed mod Jan Barfoed Israelsen, men før han når at sige noget, er drengene brudt ud i høje grin, mens de skiftevis skubber drillende til hinanden og sender afventende blikke til deres lærer.

Jan barfoed Israelsen er 53 år, tidligere vognmand gennem 25 år, og så har han undervist på TEC Hvidovre i et år. Her har han haft de fire unge mænd i grundforløb 2, som alle undtagen Magnus, der har været i fængsel, netop har afsluttet. Og selv om Jan barfoed Israelsen aldrig har lært, hvordan man gør, er han en dygtig underviser. I hvert fald, hvis man spørger Magnus, Frederik, Lukas og Nicklas.

Mads Nissen
Foto: Mads Nissen

Fra venstre: Jan barfoed Israesen, Frederik Pedersen, Magnus Vilhelmsen, Lukas Jensen og Nicklas Grønlund.

»FarJan« på anklen

De er så glade for ham, at de har indstillet ham til Politikens Undervisningspris, der hvert år uddeles i samarbejde med Lundbeckfonden.

Derudover har de alle fire for at ære deres lærer fået tatoveret hans navn på deres ankler.

»Det er den her«, siger Magnus og hiver op i buksebenet, så tatoveringen kommer til syne. »FarJan«, står der med sorte bogstaver.

»Vi har fået den, fordi Jan er en fed lærer, og fordi han virkelig har betydet ekstremt meget for os alle fire. Både fagligt og personligt«, siger Magnus Vilhelmsen og lader buksebenet glide på plads.

I indstillingen til undervisningsprisen skriver drengene, at »Far Jan«, som de kalder ham, er den første lærer, der har formået at få dem til at »tro på«, at de »kan«, den første lærer, de nogensinde har delt deres »privatliv og fortid« med, og den første lærer, der rigtig har »interesseret« sig for dem.

Indstil en dygtig lærer her.

Far er ikke sur

Navnet Far Jan er opstået, fordi han aldrig skælder dem ud, men i stedet siger »far er ikke vred, far er skuffet«, hvis de har gjort noget forkert.

»Og derfor gav Far Jan bare god mening«, siger Niclas Grønlund Albers på 21 år, da Politiken møder ham, de andre drenge og Jan Israelsen på parkeringspladsen foran TEC Hvidovre.

Han fortæller, at han er ordblind og generelt har svært ved at koncentrere sig.

»Det har gjort, at jeg i folkeskolen altid lavede larm og ballade. Men Jan får mig til at sidde ned og lytte. Det troede jeg ikke var muligt. Han har givet mig selvtillid på både det faglige og personlige område. Hvis noget er svært, forklarer han det på nye måder, indtil man forstår det. Han giver aldrig op på os«, siger Nicklas.

Lukas Jensen på 19 år bakker op, han åbner en dåseøl fra bilens bagsæde og tager en stor tår, inden han fortæller.

»Jan er ikke på den måde en lærer. For han tager sig af os som en god ven, der er voksen. Engang havde jeg for meget fravær, og i stedet for at blive sur, trak Jan mig til side og spurgte, hvordan han kunne hjælpe mig. Det var motiverende«, siger Lukas.

Frederik Pedersen på 22 fortæller, at han var en »lidt en rod«, da han var yngre, og at det er Jan, der har fået ham til at tro på, at han er egnet til at gå i skole.

»Selv om han i virkeligheden kunne være helt ligeglad, er det vigtigt for Jan, at vi klarer os godt. Og det smitter af på, hvordan man ser selv. Jeg har fundet ud af, hvad jeg kunne og skulle, mens jeg har haft Jan. Det anede jeg ikke tidligere«, siger Frederik Pedersen.

Mads Nissen
Foto: Mads Nissen

Jan Barfoed Israelsen har fået tilnavnet Far Jan, fordi han aldrig bliver sur, men i stedet siger »far er ikke vred, far er skuffet«, hvis eleverne gør noget forkert.

Fra kriminel til flittig elev

Magnus Vilhelmsen, ham der har været i fængsel, fortæller, at Jan Barfoed Israelsen har spillet en aktiv rolle i at få ham godt ud på den anden side af den 10 måneder lange dom.

»Det betyder rigtig meget, at han spørger, hvordan man han har det. Det har det i hvert fald gjort for mig. Specielt på grund af hele fængselssituationen«, siger Magnus Vilhelmsen.

Han fortæller, at han kun måtte forlade fængslet, når han skulle i skole.

»Og hvis der så var en dag, hvor jeg ikke kom, så ringede Jan til fængslet og spurgte, om jeg var okay. Han var aldrig ligeglad med mig. Det føltes rigtig rart og gjorde, at jeg tænkte mig om og tænkte over, at det var vigtigt, jeg kom i skole, og at det var slut med kriminalitet«, siger Magnus Vilhelmsen.

Han sad fængslet for røveri, og han er ikke sikker på, at han ville være, hvor han er i dag, hvis ikke det var for Jan Barfoed Israelsen.

»Det betyder meget, at han tror på os og vil have, vi klarer det godt. Jeg har altid haft det svært i skolen, men det har jeg ikke med Jan som lærer. Han har fået mig til at tro på, jeg er god og kan ting, så jeg ikke behøver at lave noget lort for at klare mig«, siger Magnus Vilhelmsen.

Læreren er rørt

Jan Barfoed Israelsen bliver tydeligt rørt, da han bliver præsenteret for drengenes opfattelse af ham. Men han mener ikke, at han gør noget særligt.

»Jeg kan bare godt lide dem. De er jo i bund og grund nogle gode drenge alle sammen, og det sørger jeg for, at de ved«, siger han.

Jan Barfoed Israelsen er ikke uddannet lærer og har kun undervist i et år.

Annonce

»Det giver da helt klart noget tro på, at det, jeg gør, er godt nok«, siger han.

Jan Barfoed Israelsen siger, at han ikke haft nogen plan for, hvordan han skulle komme ind på livet af drengene, men siger samtidig, at han er god til at »spotte« folk.

»Med det mener jeg, at jeg kan lure, hvem der har hård ballast, og så hjælper jeg dem, så godt jeg kan«, siger han.

»Mange af eleverne kommer med mindreværdskomplekser, og jeg hjælper dem til at fokusere på gode ting i stedet. Måske er man ikke bogligt stærk, men så kan man noget andet. Om man er ordblind eller har en diagnose betyder ikke noget i min undervisning«, siger Jan barfoed Israelsen.

Han griner højt, da samtalen falder på tatoveringen.

»På den ene side er det dybt åndssvagt, på den anden side bliver jeg jo rørt. Det er underligt at tænke på, at man har gjort sådan et indtryk«, siger han og tænker lidt, før han fortsætter.

»Måske handler det om, at de kan mærke, at jeg bare gerne vil hjælpe dem til en ordentlig start på voksenlivet. Jeg gør mit, for at de kommer godt på vej. De er jo mine ællinger«.

I samme øjeblik bliver han afbrudt af en høj klaskelyd, et hvin og et grin.

»Han slog mig i røven«, hyler en af drengene og kaster sig grinende mod sine venner.

De rammer næsten Jan på vejen.

»Hov, drenge, husk at holde afstand«, siger han.

Sekundet efter står de roligt og får vejret, mens endnu en sixpack findes frem fra bilens bagsæde.

Læs mere:

Nyheder