Hvordan ’Trump-sikrer’ vi Europa? Det er svært at komme på et mere presserende spørgsmål, hvis man opridser vores sikkerhedspolitiske situation:
Der er krig på tredje år i Ukraine, der fungerer som europæisk forpost mod Rusland. I USA, der har været vores sikkerhedsgarant gennem årtier, går amerikanerne til præsidentvalg i november og vælger måske Donald Trump. Han truer med at trække USA ud af Nato og siger, at han på sin første dag som præsident ville lave en fredsaftale mellem Ukraine og Rusland, hvilket er lig med indrømmelser til Putin. I EU skal vi selv til europaparlamentsvalg 6. til 9. juni, hvor en frembrusende højrefløj, der også synes, at fredsforhandlinger med Putin er en god idé, ser ud til at klare det strålende.