Kasernen ved en flybase i det vestlige Tyskland er onsdag blevet midlertidigt spærret af.
Imens undersøger myndigheder, om der har været sabotage mod drikkevandet på flybasen.
Det oplyser militærembedsmænd.
Den afspærrede base er Köln-Wahn-flybasen.
Her har der været ’forsøgt eller gennemført ulovlig indtrængen’, siger en talsperson for det tyske forsvarsministerium.
»Der er også mistanke om sabotage«, siger personen.
Mistanken om indbrud og sabotage opstod, efter at der blev fundet et hul i hegnet. Det har en talsperson for tysk luftvåben tidligere oplyst.
Der har også været fundet uregelmæssigheder i vandsystemet.
Men han bekræfter ikke, at der har været syge personer på basen.
En kilde oplyser, at der er blevet taget vandprøver, som skal undersøges nærmere.
Ingen har haft lov til at forlade eller gå ind på kasernen onsdag, men nedlukningen ventes at blive ophævet i løbet af eftermiddagen, skriver nyhedsbureauet dpa ved 16-tiden.
Ifølge mediet Deutsche Welle er der 4200 ansatte soldater og 1200 civile på basen.
Den bruges også til militærfly, som bruges af den tyske forbundskansler, Olaf Scholz, til at rejse udenlands.
Der blev første gang slået alarm vedrørende vandkvaliteten torsdag aften, oplyser embedsmænd.
Blandt andet militærpoliti og den militære efterretningstjeneste (MAD) er involveret i efterforskningen.
En base for den vestlige militæralliance Nato nær byen Geilenkirchen øgede sit beredskabsniveau efter hændelsen nær Köln. Men der blev ikke lukket helt af. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
»Basen blev på intet tidspunkt afspærret. Vi tjekkede vandet, det er okay, og der er adgang til basen, siger en talsperson til Reuters.
ritzau




























