Betjente mistænkes for at have hjulpet flere indsatte med at flygte fra arresthus i Kenyas hovedstad, Nairobi.

Mand sigtet for drab på 42 kvinder flygter fra fængsel i Kenya

Foto: Simon Maina/Ritzau Scanpix
Foto: Simon Maina/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

En formodet seriemorder, der er sigtet for drab på 42 kvinder, er brudt ud af et arresthus i Kenyas hovedstad, Nairobi.

Han er én af 13 indsatte, der er flygtet.

Flere politibetjente er blevet tilbageholdt, fordi de mistænkes for at have medvirket til, at fangeflugten kunne lade sig gøre.

Det oplyser kenyansk politi ifølge nyhedsbureauet AFP.

»Vores foreløbige undersøgelser indikerer, at flugten blev bistået af insidere«, siger fungerende national politichef Gilbert Masengeli i en udtalelse.

Otte betjente, der var på vagt på tidspunktet for fangeflugten, er blevet suspenderet og tilbageholdes af politiet.

Fangeflugten blev opdaget, da de indsatte skulle have serveret morgenmad og ikke var i deres celler.

Den formodede seriemorder er 33 år og blev anholdt i juli. Politiet har beskrevet ham som ’en vampyr, en psykopat’. Han har erkendt at have dræbt 42 kvinder. En del af ligene er dukket op på en losseplads i Nairobi.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her