Når olie- og energimessen Ons 2024 afholdes i Stavanger i Norge i næste uge, vil der være omkring 50 danske klimaaktivister til stede for at protestere.
Det vil de gøre sammen med andre nordiske klimaaktivister - blandt andre svenske Greta Thunberg, skriver Den Grønne Ungdomsbevægelse i en pressemeddelelse.
Ifølge det norske nyhedsbureau NTB er det en messe, hvor olie- og energiselskaber, relaterede brancher og organisationer deltager.
Den Grønne Ungdomsbevægelse skriver, at de til daglig foretager sig meget andet arbejde end civil ulydighed og direkte aktioner.
»Vi er i en helt anden politisk kontekst end i Danmark. Her er vi oppe mod en ekstremt magtfuld og ressourcestærk global olieindustri. Vores stemmer er uendeligt små i sammenligning, og vi må gøre nogle helt andre ting for at blive set og hørt«, siger Lea Wiggen Kramhøft, som er aktivist i Den Grønne Ungdomsbevægelse i pressemeddelelsen.
Hun understreger, at de vil bruge den samme værktøjskasse af fredelige demonstrationer og politisk strategi, som de normalt bruger i Danmark.
Men i pressemeddelelsen fremgår det, at de danske aktivister har planer om at deltage i en række forstyrrende aktioner.
Der fremgår ikke nærmere detaljer om hvilke.
ritzau




























