Spændingerne i Mellemøsten er umiddelbart aftaget en smule, efter at Israel og den shiamuslimske bevægelse Hizbollah udvekslede ild i weekenden, men Iran pønser stadig på et angreb.
Det er vurderingen fra USA’s forsvarschef, C.Q. Brown, som har ladet sig interviewe af nyhedsbureauet Reuters.
»Man havde to ting, som man vidste, ville ske. En af dem er allerede sket. Nu kommer det an på, hvordan den næste udspiller sig«, siger han.
»Irans reaktion er afgørende for, hvordan Israel reagerer, hvilket er afgørende for, om der bryder en bredere regional konflikt ud«.
C.Q. Brown er chef for JCS, som er USA’s samlede forsvarskommando. Han refererer direkte til USA’s forsvarsminister, Lloyd Austin.
Hizbollah iværksatte søndag morgen et større angreb mod Israel, hvor det havde til mål at svække Israels højteknologiske luftværn, Jernkuplen. Antallet af tilskadekomne var i sidste ende meget begrænset.
Reuters har spurgt forsvarschefen, om den umiddelbare risiko for en regional krig er aftaget en smule efter Hizbollahs angreb.
»En smule, ja«, svarer han.
Men der er stadig risiko for omfattende angreb fra andre af Irans allierede i lande som Irak, Syrien, Jordan og Yemen, understreger han.
Grupper i de lande har tætte forbindelser til Iran og får støtte, ofte både finansielt og operativt, fra Irans Revolutionsgarde.
»Kan de her grupper finde på at sætte ting i gang af egen drift, fordi de ikke er tilfredse med, hvordan tingene går? Særligt houthibevægelsen«, siger C.Q. Brown.
Houthibevægelsen er en væbnet bevægelse, som sidder på magten i det meste af Yemen. Det er en af de bevægelser, som i solidaritet med palæstinenserne i Gazastriben angriber Israel.
Iran har svoret at tage hævn mod Israel, efter at Ismail Haniyeh, som var øverste leder for den væbnede palæstinensiske bevægelse Hamas, blev likvideret i Teheran, Irans hovedstad.
Iran har allerede en gang angrebet Israel i år, da den sendte adskillige droner mod landet. De fleste blev dog skudt ned af israelsk luftværn.
C.Q. Brown siger, at USA er bedre stillet end i april, hvis Iran skulle angribe Israel igen. Søndag besluttede USA sig for at have to hangarskibe og en ekstra eskadrille af F-22-jagerfly i regionen.
»Vi prøver at forbedre os i forhold til, hvordan vi klarede os i april«, siger C.Q. Brown.
I sidste ende er det dog op til Irans politiske ledelse, om der kommer et angreb eller ej, siger han.
»De vil gerne gøre noget, der sender et klart budskab, men jeg tror også, at de helst ikke vil gøre noget, som starter en bredere konflikt«, siger C.Q. Brown.
ritzau
fortsæt med at læse




























