En russisk helikopter med 22 mennesker om bord – de fleste turister – er forsvundet på den russiske halvø Kamtjatka i den fjernøstlige del af Rusland.
Kommunikationen med helikopteren gik tabt lørdag klokken 06.15 dansk tid. 19 passagerer og tre besætningsmedlemmer var gået om bord, oplyser Kamtjatkas guvernør, Vladimir Solodov, i en video på beskedtjenesten Telegram ifølge nyhedsbureauet AFP.
Redningshold i helikoptere, der har ledt efter den forsvundne helikopter, har haft fokus på en floddal, som luftfartøjet efter planen skulle have fløjet langs med, oplyser myndigheder. Helikopteren havde samlet passagerer op i et naturskønt område på halvøen, der er kendt for sine vilde landskaber og aktive vulkaner.
En kilde i beredskabet har sagt til det russiske nyhedsbureau Tass, at Mi-8-helikopteren forsvandt fra radaren, kort tid efter den var lettet. Besætningen meldte dog ikke om problemer.
Ulykker med fly og helikoptere er meget hyppige i Ruslands fjernøstlige region, som er tyndt befolket, og hvor der ofte er barskt vejr. I august 2021 styrtede en Mi-8-helikopter med 16 personer om bord, herunder 13 turister, ned i en sø på Kamtjatka-halvøen på grund af dårlig sigtbarhed. Otte personer blev dræbt. I juli samme år styrtede et fly med 22 passagerer og seks besætningsmedlemmer ombord på halvøen. De blev alle blev dræbt.
ritzau
fortsæt med at læse




























