Myndigheder frygter polioepidemi i Gaza. Hvis indsatsen skal virke, skal 90 procent af børnene vaccineres.

Over 250.000 børn i Gaza er vaccineret imod polio siden søndag

Foto: Hussam Al-Masri
Foto: Hussam Al-Masri
Lyt til artiklen

Polio spreder sig i Gaza og myndighederne frygter, at det vil udvikle sig til en epidemi.

Hjælpeorganisationer driver lige derfor en massiv vaccinationsindsats i området.

Ambitionen er, at 90 procent af alle børn i Gaza under ti år bliver vaccineret. Det vil sige, at 640.000 børn skal vaccineres i løbet af ni dage.

De første tre dage er gået, og omkring 255.000 børn er vaccineret.

Det fortæller generalsekretær i Unicef Danmark Susanne Dahl til Ritzau. Unicef er FN’s børneorganisation.

Sygdommen kaldes også for børnelammelse, og smitte er fundet i Gazas spildevand.

Man har herigennem konstateret tre tilfælde hos palæstinensiske børn, men hjælpearbejderne i området beretter ifølge Susanne Dahl om flere tilfælde med børnelammelser.

»Det er frygten for en epidemi, der har fået krigens parter til at respektere de humanitære pauser«, siger Susanne Dahl.

Der er på nuværende tidspunkt en aftale mellem Israel og militante medlemmer af Hamas om at lægge våbnene fra sig, så længe nødhjælpen finder sted.

»Kampagnen blev iværksat søndag i det centrale Gaza, nu bevæger vi os syd på og bagefter bevæger vi os mod det nordlige Gaza«.

»Kamphandlingerne sættes på pause i tre dage plus en dag, hvis det bliver nødvendigt, mens nødhjælpen foregår de pågældende steder, fortæller Susanne Dahl.

Indsatsen varer i ni dage - tre dage i hvert område. Alle børn skal have to doser, og kampagnen genoptages derfor igen om fire uger.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her