Frankrig er blevet bedt om at trække sin kommissærs kandidatur tilbage forud for ny valgperiode, hævdes det.

Fransk EU-kommissær trækker sig øjeblikkeligt

69-årige Thierry Breton var blevet udpeget som kandidat til at tage en tur mere som kommissær i perioden 2024 til 2029. Nu trækker han sig øjeblikkeligt. Foto: Yoan Valat/Ritzau Scanpix
69-årige Thierry Breton var blevet udpeget som kandidat til at tage en tur mere som kommissær i perioden 2024 til 2029. Nu trækker han sig øjeblikkeligt. Foto: Yoan Valat/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Franske Thierry Breton, der er EU-kommissær for det indre marked, trækker sig med øjeblikkelig virkning.

Det skriver han på det sociale medie X.

69-årige Breton var ellers blevet udpeget som kandidat til at tage en tur mere som kommissær i perioden, der strækker sig fra 2024 til 2029. Det gør han klart i opslaget.

Her begrunder han, at EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, har bedt Frankrig om at trække Bretons kandidatur tilbage.

»Det er sket af personlige årsager, som du (von der Leyen, red.) ikke har diskuteret direkte med mig«, lyder det.

Breton skriver videre, at Ursula von der Leyen skal have tilbudt Frankrig en mere indflydelsesrig kommissærpost i bytte for at trække Bretons kandidatur tilbage.

De oplysninger er hverken blevet be- eller afkræftet fra andre sider.

»Over de seneste fem år har jeg kompromisløst stræbt efter at opretholde og fremme det fælles europæiske over nationale interesser«, skriver han.

»Men i lyset af den seneste udvikling - yderligere vidnesbyrd om tvivlsom regeringsførelse - må jeg konkludere, at jeg ikke længere kan udføre mine pligter som kommissær«.

Udmeldingen kommer, mens Ursula von der Leyen er ved at lægge sin sidste hånd på listen over de kommende kommissærer.

EU-landenes regeringer skulle senest den 30. august melde ud, hvem de ønsker som kommissær fra deres land.

Når von der Leyen har sammensat sin kommission, skal den til sidst godkendes af EU-Parlamentet. Reglerne tilsiger, at hvert land skal have en post.

Fra dansk side har man valgt at udpege Dan Jørgensen (S) som kandidat.


Ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her