Da Katrine Dige Houmøller tirsdag var på vej hjem fra et besøg hos en ven i den libanesiske hovedstad, Beirut, og drejede om hjørnet, stod hun over for et regulært kaos: Der var ambulancer overalt, og en mand stod midt i trafikken og fægtede med armene og forsøgte at få ambulancerne dirigeret ind på hospitalet.
»Den ene ambulance efter den anden kørte forbi. Jeg har aldrig set så mange ambulancer på et sted før«, fortæller Katrine Dige Houmøller. Hun bor i Beirut, hvor hun er praktikant på Beirut Today.