Artiklen er opdateret kl. 19.17.
I alt 12 er døde, og 66 er såret efter et israelsk angreb på et område i den libanesiske hovedstad, Beirut, fredag, oplyser det libanesiske sundhedsministerium i en foreløbig optælling ifølge BBC. Dermed fortsætter dødstallet med at stige. I første omgang blev 3 meldt dræbt, mens 17 blev meldt såret.
Ifølge to sikkerhedskilder, som Reuters har talt med, var angrebet målrettet mod den fremtrædende Hizbollah-leder Ibrahim Aqil og Hizbollahs bygninger i det sydlige Beirut. Israels militær bekræfter, at Ibrahim Aqil blev dræbt. Ibrahim Aqil var næstkommanderende efter Fuad Shukr, som blev dræbt i et israelsk angreb i juli. Det angreb fandt også sted i Hizbollahs højborg i det sydlige Beirut.
Ifølge BBC var Ibrahim Aqil med til at udføre angrebene i Beirut i 1983 på USA’s ambassade og en kaserne, som kostede henholdsvis 63 og 307 mennesker livet. USA havde udlovet en dusør på syv millioner kroner for oplysninger, der kunne føre til anholdelsen af Ibrahim Aqil.
Hizbollah har svaret igen på det israelske angreb, oplyser den militante shiamuslimske bevægelse, som holder til i Libanon, ifølge Reuters. Katyusha-raketter er blevet sendt mod den israelske efterretningstjenestes hovedkvarter i den nordlige region tæt på grænsen til Libanon. Ifølge Hizbollah er det efterretningstjenesten, »som er ansvarlig for snigmordene«, lyder det i udtalelsen. Katyusha er også kendt som et ’Stalin-orgel’ og er et oprindeligt sovjetisk artilleriraketsystem med mange udskydningsrør monteret på en lastbil. Den slags raketter bruges ofte i guerillakrige – en væbnet kamp mod et regime eller en besættelsesmagt.
IDF-talsmand Daniel Hagari hævder på X, at Aqil og andre fra specialoperationsstyrkeenheden Radwan-enhed skulle have været i færd med at planlægge et angreb i det nordlige Israel i stil med det, Hamas udførte i landet 7. oktober sidste år, skriver BBC. Israel hævder også, at i alt 10 højtstående Hizbollah-kommandører blev dræbt i angrebet. Den oplysning har ikke været mulig at få verificeret.
Anspændt uge
Angrebet sker i kølvandet på en anspændt uge mellem Hizbollah og Israel. Fredag er raketter blevet affyret ind over Israels territorium fra Libanon, har Israels nationale tv-station, Kan, oplyst. Raketterne blev ifølge det israelske militær affyret, efter at Israel natten til fredag bombarderede mål i Libanon. Disse angreb var rettet mod stillinger, som forberedte angreb på Israel, oplyste militæret i Jerusalem.
Den militante shiamuslimske bevægelse Hizbollah meddelte tidligere fredag, at der var iværksat syv separate angreb på israelske mål med Katyusha-raketter, skriver Reuters. De første raketter blev affyret omkring klokken 13.02, sagde en talskvinde for militæret tidligere fredag. Sirener kunne høres i hele den nordlige del af Israel. Raketterne blev affyret fra Libanon, efter at Israels militær først på dagen havde bombarderet mål i Libanon natten til fredag. Disse angreb var rettet mod stillinger, som forberedte angreb på Israel, har militæret i Jerusalem sagt.
Tidligere på ugen eksploderede et stort antal personsøgere og walkie-talkier tilhørende medlemmer af Hizbollah-bevægelsen. 37 personer er indtil videre meldt døde, og næsten 3.200 er meldt såret. Hizbollah-leder Hassan Nasrallah har beskyldt Israel for at stå bag, og bevægelsen indledte et angreb på landet umiddelbart efter.
Israel har hverken be- eller afkræftet at stå bag.
ritzau/Politiken
fortsæt med at læse




























