Over for Sky News afviser Israels præsident, at Israel er skyld i eksploderede personsøgere i Libanon.

Mens landets præsident afviser, at Israel er involveret i de dødelige personsøgere, kommer Netanyahu med en anden melding

Libanesiske læger arbejdede i døgndrift efter, at tusinder af personsøgere og walkie-talkier eksploderede. Over 3.000 menes at være kommet til skade og omkring 40 blev dræbt. Foto: -/Ritzau Scanpix
Libanesiske læger arbejdede i døgndrift efter, at tusinder af personsøgere og walkie-talkier eksploderede. Over 3.000 menes at være kommet til skade og omkring 40 blev dræbt. Foto: -/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Israel er ikke involveret i sagen om eksploderede personsøgere og walkie-talkier i Libanon.

Det siger den israelske præsident, Isaac Herzog, i et interview med det britiske medie Sky News søndag.

»Israel er ikke interesseret i at være i krig med Libanon«, slår han fast.

Tidligere på ugen detonerede en lang række personsøgere og walkie-talkier, som medlemmer af den militante gruppe Hizbollah var i besiddelse af.

Omkring 40 mennesker blev dræbt og over 3.000 personer menes at være kommet til skade i forbindelse med eksplosionerne.

Helt anden melding fra Netanyahu

Mens Herzog over for Sky News afviser, at Israel er bag de opsigtsvækkende eksplosioner, siger den israelske premierminister, Benjamin Netanyahu, at Israel har ramt Hizbollah på måder, som »de aldrig havde kunnet forestille sig«.

»I de seneste dage har vi tilføjet Hizbollah en række nederlag, som de aldrig havde kunnet forestille sig«, lyder det i en udtalelse fra Netanyahu.

»Hvis Hizbollah ikke har forstået den besked, forsikrer jeg om, at de vil komme til det«.

Personsøgermysteriet er strandet ved et ferskenfarvet hus. Et nærmere kig på ejerens digitale liv øger forvirringen

I interviewet med Sky News siger Herzog, at Libanon er blevet ’kapret’ af Hizbollah. Han fremhæver, at Hizbollah har Irans støtte.

Samtidig lyder det fra den israelske præsident, at Israel kæmper ’for hele den frie verden’.

»Hizbollah har mange fjender derude. Hizbollah har kvalt Libanon, smadret Libanon og skabt kaos i Libanon om og om igen. Vi er her kun for at forsvare os selv. Det er alt, hvad vi gør«, lyder det fra Herzog.

Han påpeger, at Hizbollah fortsætter med at sende missiler mod den israelske befolkning.

Kampene er intensiveret

Kampene mellem Israel og Hizbollah er intensiveret den seneste døgn.

I de tidlige morgentimer natten til søndag affyrede Hizbollah mere end 100 raketter mod Israel, skriver nyhedsbureauet AFP.

Angrebene har været rettet mod luftbasen Ramat David, der ligger i det nordlige Israel. Raketter blev også affyret mod et militært industriområde.

Langt de fleste raketter blev opsnappet af Israels forsvarssystem, men flere medier har også beskrevet, at bygninger er blevet ramt.

Der er ingen meldinger om alvorligt tilskadekomne, men flere skal være kommet lettere til skade, oplyser israelske redningstjenester til AFP.

Skoler i det nordlige Israel er blevet beordret lukket efter Hizbollahs angreb natten til søndag.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her