Kina har gennemført en sjælden affyring af et interkontinentalt ballistisk missil i Stillehavet.
Det oplyser det kinesiske forsvarsministerium i en udtalelse ifølge Reuters.
Det var en »rutinemæssig øvelse« og var ikke rettet mod hverken noget land eller mål, lyder det i udtalelsen.
Affyringen fandt sted natten til onsdag dansk tid.
Kina »informerede de omkringliggende lande på forhånd«, lyder det i en særskilt rapport fra det statslige nyhedsbureau, Xinhua.
Rapporten kommer ikke ind på missilets nøjagtige bane, eller hvor »i det åbne hav i Stillehavet« det faldt ned.
Affyringen »testede effektivt våbnenes og udstyrets ydeevne samt troppernes træningsniveau, mens missilet også nåede det forventede mål«, skriver Xinhua.
Det er sjældent, at Kina affyrer langdistancemissiler i havet, da landet foretrækker at teste dem i isolerede provinser som Indre Mongoliet uden forudgående varsel, har analytikere ifølge Reuters vurderet.
Japan blev ikke informeret, før missilet blev affyret, oplyser regeringens øverste talsmand, Yoshimasa Hayashi, ifølge AFP.
»Vi er alvorligt bekymrede for Kinas pludselige militære oprustning«, siger han.
Også New Zealand kalder affyringen for en »uvelkommen og bekymrende udvikling«, lyder det fra en talsmand for landets udenrigsminister.
»Ledere af lande i Stillehavet har klart udtrykt deres forventning til, at regionen forbliver fredelig, stabil, fremgangsrig og sikker«, lyder det fra den unavngivne talsmand.
Han udtaler, at Wellington-regeringen vil rådføre sig yderligere med de allierede i Stillehavet, når flere detaljer kommer frem.
»Vi er fortsat i gang med at indsamle yderligere information«, siger han.
Også Australien har onsdag udtrykt bekymring over affyringen og fordømmer ’enhver destabiliserende handling’.
»Den australske regering har udbedt sig en forklaring fra Kina«, oplyser en unavngiven talsmand til nyhedsbureauet AFP.
ritzau




























