På bare et døgn mødes Ukraines præsident Zelenskyj med tre personer, der enten har været eller kan blive helt afgørende for hans lands fremtid: en præsident, en måske kommende præsident og en tidligere præsident. Først USA’s præsident, Joe Biden, torsdag, senere samme dag demokraternes præsidentkandidat, Kamala Harris, og fredag eftermiddag dansk tid skal han mødes med Donald Trump, den forhenværende præsident og nuværende republikanske præsidentkandidat.
Den intense mødeaktivitet viser, hvordan Zelenskyj forbereder sig på USA’s præsidentvalg, der bliver afgørende for Ukraines fremtid som selvstændig nation. Møderne viser samtidig, hvordan demokraterne og republikanerne er så langt fra hinanden, som tænkes kan, når det gælder udenrigspolitik.




























