Indtil videre er 198 personer blevet henrettet i Saudi-Arabien i 2024. Det er det højeste antal i over 30 år.

Saudi-Arabien har udført rekordmange henrettelser i år

Lyt til artiklen

Det højeste antal mennesker i flere årtier er blevet henrettet i Saudi-Arabien i år.

Det skriver menneskerettighedsorganisationen Amnesty International i en pressemeddelelse.

Indtil videre er 198 personer blevet henrettet i 2024. Det er det højeste antal, siden Amnesty International begyndte at optælle antallet af henrettelser i 1990.

Det hidtil højeste antal blev optalt i 2022, hvor 196 personer ifølge Amnesty International blev henrettet i Saudi-Arabien.

I 2022 sagde den saudiske kronprins, Mohammed bin Salman, ellers til det amerikanske medie The Atlantic, at landet havde udryddet brugen af dødsstraf med undtagelse af drabssager, eller hvis en person udgør en trussel mod mange liv.

Det skriver det arabiske medie al-Arabiya News.

»Saudi-Arabiens myndigheder forfølger et kompromisløst drabstogt, der viser en chokerende tilsidesættelse af menneskeliv, mens de promoverer en indholdsløs kampagne for at rebrande deres image, siger Amnestys generalsekretær, Agnès Callamard, i pressemeddelelsen.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her