En strejke, der har truet forsyningskæderne, er slut, efter at havnearbejdere i USA har sagt ja til aftale.

Ødelæggende strejke afblæst: Amerikanske havnearbejdere siger ja til aftale

Foto: Brandon Bell/Ritzau Scanpix
Foto: Brandon Bell/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Amerikanske havnearbejdere har torsdag sagt ja til en ny overenskomst og slutter dermed en strejke, som blev indledt tirsdag.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Aftalen indeholder en lønstigning på 62 procent over seks år, siger en kilde, der har kendskab til forhandlingerne, til Reuters.

Strejken har de seneste dage truet med at lamme fragten til og fra USA og potentielt skabe huller i den globale forsyningskæde.

Forhandlingerne har stået mellem havnearbejdernes forbund ILA og arbejdsgiverne i organisationen USMX. Det er særligt lønpakken, som har været det helt store stridspunkt i forhandlingerne.

Torsdagens aftale er en foreløbig aftale, som med øjeblikkelig virkning sætter en stopper for strejken. Aftalen løber frem til 15. januar 2025.

I mellemtiden vil parterne vende tilbage til forhandlingsbordet for at få styr på de sidste detaljer i aftalen. Det skriver Reuters.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her