På et pressemøde afviser den russiske præsident Putin ikke, at soldater fra Nordkorea befinder sig i Rusland.

Ukraine: De første soldater fra Nordkorea er blevet indsat i Kursk-region

Ukraine gik i sommer ind i Kursk-regionen i Rusland som modsvar til den russiske invasion af Ukraine. Nu meldes nordkoreanske soldater indsat i regionen som en hjælp til de russiske soldater. Foto: Anatoliy Zhdanov/Ritzau Scanpix
Ukraine gik i sommer ind i Kursk-regionen i Rusland som modsvar til den russiske invasion af Ukraine. Nu meldes nordkoreanske soldater indsat i regionen som en hjælp til de russiske soldater. Foto: Anatoliy Zhdanov/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

De første nordkoreanske soldater, der har modtaget træning i Rusland, er blevet indsat i den russiske Kursk-region, der grænser op til Ukraine. Det skete onsdag, meddeler Ukraines militære efterretningstjeneste, GUR, ifølge Reuters.

Tjenesten vurderer, at der er omkring 12.000 nordkoreanske soldater i Rusland. Blandt dem er 500 officerer og tre generaler.

Angiveligt finder træningen af dem sted på fem forskellige militærbaser i Rusland, skriver GUR på beskedtjenesten Telegram.

»Moskva har udpeget den russiske viceforsvarsminister Junus-Bek Jevkurov som ansvarlig for kontrol med træningen og tilpasning af de nordkoreanske styrker«, meddeler GUR.

Kursk er den region, hvor ukrainske styrker er trængt ind og har taget kontrol med et område.

Det er ikke umiddelbart muligt at bekræfte den ukrainske melding om, at der er 12.000 soldater fra Nordkorea i Rusland. Onsdag sagde USA’s forsvarsminister, Lloyd Austin, at USA har set bevis for, at Nordkorea har sendt 3.000 soldater til Rusland. Sydkoreas efterretningstjeneste (NIS) meddelte i sidste uge, at satellitbilleder har vist, at 1.500 nordkoreanske soldater er placeret i det østlige Rusland.

Putin gled af på spørgsmål

Samtidig siger Ruslands præsident, Vladimir Putin, at det er Ruslands egen sag, hvordan det implementerer den partnerskabsaftale, der er indgået med Nordkorea. På et pressemøde i byen Kasan, hvor han er vært for Briks-landenes topmøde, afviser han ikke, at nordkoreanske soldater er i Rusland. Han svarer heller ikke direkte på et spørgsmål fra en journalist om, hvorvidt de nordkoreanske soldaters tilstedeværelse er en markant optrapning af krigen i Ukraine. I stedet gentager han, at det ikke er Rusland, der har optrappet krigen, men de vestlige lande med deres forsyninger af våben til Ukraine.

EU’s udenrigschef, Josep Borrell, siger, at EU er »dybt foruroliget« over meldingerne om, at Nordkorea nu har sendt soldater til krigen i Ukraine.

»Det vil være en ensidig fjendtlig handling fra Nordkoreas side med alvorlige konsekvenser for den europæiske og globale fred og sikkerhed«, siger han i en udtalelse torsdag.

»Denne udvikling illustrerer endnu en gang, hvordan Rusland spreder ustabilitet og optrapning i regionen og over hele verden«.

Opdateres ...

Ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her