Alle veje til en by i Norge er lukket, efter at storm er gået i land. Der er ingen meldinger om tilskadekomne.

Storm og oversvømmelser isolerer norsk by med 5.000 indbyggere

Lyt til artiklen

Opdateret fredag kl. 12.50 med oplysninger om Hotel Ullensvang.

Flere områder i det sydvestlige Norge er blevet ramt af kraftig regn og oversvømmelser, efter at stormen Jakob gik i land torsdag. Byen Odda, der har omkring 5.000 indbyggere, er i øjeblikket afskåret fra resten af landet.

»Situationen er dramatisk. Odda er isoleret. Alle tre veje ind og ud af byen er lukket. Der har været flere jordskred, og floder er ved at gå over deres bredder«, skriver Ullensvang borgmester, Roald Aga Haug, i en sms til det norske nyhedsbureau NTB torsdag aften.

Odda ligger omkring 60 kilometer sydøst for Bergen.

Derudover er 47 mennesker blevet evakueret fra 25 huse i landsbyen Eitrheim, der ligger nær Odda. Det skyldes, at en vold er kollapset på grund af store mængder vand fra en flod i området.

»Dele af flodbredden er kollapset. Nedbøren forventes at få vandet til at stige yderligere, så al personale er på arbejde for af afhjælpe situationen så godt, som vi kan, selv om det er meget vanskeligt lige nu, skriver Haug.

Borgmesteren fortalte klokken 21.30, at hele er kommunen er i alarmberedskab.

»Vi vurderer i øjeblikket, om der er flere områder, der skal evakueres, fordi vandstanden fortsat stiger, siger borgmesteren.

Bro er kollapset

Beboere i byen Kinsarvik, der ligger i den nordlige del af Ullensvang kommune, har desuden fået besked på, at de skal passe på ikke at falde i kloakken, da kloakdæksler flere steder er blevet skyllet væk af vandmasserne.

I en naboby er en bro kollapset over elven Etna. Politiet overvejer i øjeblikket, om det kan blive nødvendigt at evakuere beboere i huse nær broen. Der er ikke meldinger om hverken savnede eller tilskadekomne i forbindelse med stormen, oplyser politiet i området.

Et historisk hotel ud til Hardangerfjorden er blevet oversvømmet under uvejret, skriver det norske public service-medie NRK.

»Da vi ankom, steg vandet så hurtigt, at vi måtte løbe væk fra området og kontakte brandvæsen og politi«, siger Britt Marie Grieg, som er med til at drive Hotel Ullensvang, til mediet.

Billeder viser mudder i kælderen på hotel Ullevang, hvor der ifølge Grieg er kunst, møbler og antikviteter.

Brigt Samdal, der er direktør for jordskred og vandløb i det norske energidirektorat, siger til det norske TV 2, at Odda by og Ullensvang kommune er blandt de områder af Norge, der vil få mest nedbør under stormen.

»Det vil fortsætte med at regne i en del timer. Vi når ikke toppen før et godt stykke ud på natten eller i morgentimerne fredag«, siger han.

I andre dele af det sydvestlige Norge har der også været meldinger om oversvømmelser og jordskred. I Sogndal Kommune, der ligger omkring 80 kilometer nordøst for Bergen, er omkring 60 personer i tre forskellige landsbyer isoleret på grund af lukkede veje, skriver det norske medie NRK.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her