Næsten præcis et minut.
Så længe tog det Ruslands præsident, Vladimir Putin, og den nordkoreanske udenrigsminister, Choe Son-hui, at trykke hånd, da de mandag holdt møde i Kreml i den russiske hovedstad, Moskva.
Det viser video fra mødet.
Mødet finder sted på et tidspunkt med stor vestlig opmærksomhed om landenes militære forhold. Det skyldes amerikanske meldinger om tusindvis af nordkoreanske soldater i Rusland.
Og meget tyder på, at forholdet er godt.
Putin bemærker over for ministeren, at mødet finder sted på Ruslands dag for national enhed - en helligdag.
Imens bringer Choe Son-hui »oprigtige, varme og kammeratlige hilsner« fra Nordkoreas leder, Kim Jong-un.
Sidste uge sagde USA’s udenrigsminister, Antony Blinken, at USA vurderer, at der befinder sig omkring 8000 nordkoreanske soldater i Kursk-regionen i Rusland.
De kan i de kommende dage blive sat ind i kampe mod Ukraine, vurderede han.
Kursk-regionen grænser op til Ukraine. Det er her, at ukrainske styrker tidligere på året trængte ind og tog kontrol over et mindre område.
Rusland har hverken be- eller afkræftet, at nordkoreanske soldater er i Rusland.
Besøget fra Choe er det andet i Rusland i løbet af seks uger.
ritzau
fortsæt med at læse


























