I storbyen Valencia i det sydøstlige Spanien gik mange tusinder demonstranter lørdag på gaden, oplyser lokale myndigheder i protest imod myndighedernes indsats ved oversvømmelser i slutningen af oktober.
Flere af de tilstedeværende råbte »mordere, mordere«. Andre havde skilte, som kritiserede Valencia-regionens præsident og landets ministerpræsident, Pedro Sanchez.
En AFP-journalist overværede sammenstød mellem politi og demonstranter i Valencia. Nyhedsbureauet Reuters skriver, at der også skete mindre materiel skade på rådhuset, da der blev kastet med genstande.
Demonstranterne startede deres march på torvet foran Valencias rådhus, før de gik videre mod regionens regeringsbygninger i Valencia. Flere demonstranter smed mudderdækkede støvler uden for regeringsbygninger, skriver Reuters.
Der fandt også demonstrationer sted i andre spanske byer. Det gælder blandt andet Alicante og Madrid.
Mindst 220 personer er døde i forbindelse med oversvømmelserne, 212 af dem i Valencia-regionen. Myndighederne i Spanien har fået kritik for alt for sent at advare om regnvejret, og for at hjælpen kom for langsomt.
Nogle lokale beretter om, at nogen først fik advarselsbeskeder om regnvejret på deres mobiltelefoner, da biler allerede var i gang med at blive skyllet væk af vandmasserne. Mindst 80 byer er påvirket af vandet, og nogle steder leder man fortsat efter savnede.
Sundhedsmyndighederne i Valencia har ikke registreret nogle udbrud af smitsomme sygdomme og trusler mod folkesundheden som følge af oversvømmelserne.
Ifølge Reuters er oversvømmelserne, de mest dødbringende oversvømmelser i et enkelt europæisk land, siden oversvømmelser i Portugal dræbte omkring 500 i 1967.
ritzau
fortsæt med at læse



























