Demonstranter ville demonstrere for palæstinensere, men blev stoppet af hollandsk politi på grund af forbud.

Demonstranter trodser forbud og bliver anholdt i Amsterdam

Foto: Robin van Lonkhuijsen/Ritzau Scanpix
Foto: Robin van Lonkhuijsen/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Flere propalæstinensiske demonstranter er blevet anholdt i Amsterdam efter at have trodset et forbud mod at demonstrere, skriver nyhedsbureauet AFP.

Forbuddet var blevet meddelt, efter at det torsdag kom til voldelige sammenstød mellem israelske fodboldfans og grupper af mænd, der ifølge hollandske myndigheder udførte »hit-and-run«-angreb på fansene.

Tidligere på dagen opretholdt en domstol i Amsterdam et demonstrationsforbud udstedt af borgmesteren. Alligevel dukkede hundredvis af demonstranter op på Dam-pladsen i den hollandske hovedstad.

»Befri Palæstina«, råbte nogle ifølge en AFP-journalist.

I løbet af eftermiddagen greb urobetjente ind. Det gjorde de kort efter domstolsafgørelsen om det fortsatte forbud.

Angrebene torsdag førte til, at fem kom på hospitalet, men alle er siden udskrevet igen. 20 til 30 fans pådrog sig mindre skader.

Ifølge politiet var situationen allerede inden torsdag højspændt. De israelske fodboldfans havde således blandt andet brændt et palæstinensisk flag på Dam-pladsen og udøvet hærværk på en taxa, sagde Amsterdams politichef, Peter Holla. Politiet har sagt, at der forud for angrebene var flere opfordringer på sociale medier om at angribe jøder.

Det var den hollandske aktivist Frank van der Linde, der havde ansøgt om hastetilladelse til at demonstrere på Dam-pladsen søndag. Det gjorde han på trods af forbuddet, som borgmester Femke Halsema udstedte fredag.

Van der Linde ønskede dels at demonstrere mod »folkedrab i Gaza, men også fordi vores ret til at demonstrere er blevet taget fra os«, siger han ifølge det hollandske nyhedsbureau ANP.

Kampen torsdag var mellem den israelske fodboldklub Maccabi Tel Aviv og den hollandske storklub Ajax i Europa League.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her