Inflationen i Tyskland steg lidt i oktober. Det kan få ECB til at holde igen med rentesænkning, mener økonom.

Økonom bekymrer sig over tiltagende inflation i Tyskland

Lyt til artiklen

Inflationen i Tyskland bevæger sig den forkerte vej og rammer to procent i oktober.

Det viser tal fra det tyske statistikbureau Statistisches Bundesamt.

I september lå inflationen i Tyskland på 1,6 procent. Der er dermed tale om en stigning på 0,4 procentpoint.

Inflationen angiver den årlige stigning i forbrugerpriserne. Det var særligt priserne på alkoholiske drikke og tobak, der steg. Her var priserne steget 4,3 procent i oktober.

Også priser på service trækker den generelle inflation med op. Sammenlignet med oktober i 2023 var servicepriserne i Tyskland 4 procent højere i år.

Det er samtidig et lille nøk op fra september, hvor den årlige stigning i servicepriserne var 3,8 procent.

Ifølge Allan Sørensen, som er cheføkonom i Dansk Industri, stiger servicepriserne med det hurtigste tempo i et år. Og det er bekymrende, mener han.

»Tysk økonomi er ramt af økonomisk stilstand, og tyskerne vælter sig ikke i gode stærke nøgletal. Derfor er det meget ærgerligt, at inflationen også går lidt den forkerte vej, da det svækker udsigterne for lavere renter«, skriver han i en kommentar.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her