Foruden to brødre er en tredje ung mand anholdt ved ransagninger i Mannheim og delstaten Hessen.

Tysk politi anholder brødre i sag om terrorplaner og IS-sympati

Lyt til artiklen

Tre unge mænd – heriblandt to brødre – er blevet anholdt i Tyskland, hvor de mistænkes for at have planlagt et terrorangreb.

Det oplyser politiet i delstaten Baden-Württemberg ifølge det tyske nyhedsbureau dpa.

De tre skal blandt andet have anskaffet sig ammunition og et stormgevær som led i forberedelserne til angrebet.

Brødrene er henholdsvis 15 og 20 år, mens den tredje anholdte er 22 år.

Ifølge politiet har brødreparret en stærk religiøst funderet ideologi og en ’udtalt sympati’ for den militante bevægelse Islamisk Stat.

Det er uvist, om den tredje mand også har sympati for organisationen.

De tre mænd blev anholdt mandag i deres hjem i henholdsvis byen Mannheim og et ikke nærmere bestemt sted i delstaten Hesse.

Ved anholdelserne blev boligerne ransaget. Her fandt politiet stormgeværet, ammunition, en balaklava, en beskyttelsesvest, adskillige knive, flere mobiltelefoner og andre dataenheder.

Efterfølgende blev de tre sigtede fremstillet for en dommer ved en domstol i Karlsruhe, hvor de blev varetægtsfængslet.

På trods af de alvorlige sigtelser udgjorde de tre unge ingen umiddelbar fare mod offentligheden i Tyskland.

Med andre ord vurderes det terrorangreb, som de menes at have planlagt, ikke at have været nært forestående.

Det fremgår ikke, hvor og hvornår det formodede angreb skulle begås.

Anholdelserne finder sted efter et år med flere dødelige angreb mod tilfældige borgere i Tyskland.

I august blev tre personer dræbt og yderligere otte såret i et knivangreb under en byfest i Solingen. Politiet anholdt dengang en syrisk mand efter angrebet, som Islamisk Stat tog skylden for.

Og i juni blev en politibetjent dræbt i et knivangreb i Mannheim. Her en afghansk statsborger den hovedmistænkte.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her