Landet Moldova går i kriseberedskab fra 16. december, fordi forsyninger af russisk gas ventes afbrudt fra årsskiftet, har et flertal af landets parlament sent torsdag aften besluttet. Kriseberedskabet vil blive indført i foreløbigt 60 dage.
Der er 101 medlemmer i parlamentet i Moldova. 56 af dem stemte torsdag aften for at gå i nationalt kriseberedskab.
Moldova modtager i øjeblikket russisk gas, der passerer gennem Ukraine, som ligger mellem Moldova og Rusland. Det er muligt for Moldova at modtage russisk gas, fordi Ukraine og det russiske gasselskab Gazprom tidligere har underskrevet en kontrakt, der sikrer passage gennem Ukraine. Ukraine har meldt ud, at man ikke kommer til at forlænge kontrakten, der udløber 31. december.
Ifølge Moldovas ministerpræsident, Dorin Recean, erklærer man kriseberedskab for at sikre, at den prorussiske udbryderregion Transnistrien får den gasforsyning, som den har behov for. Kriseberedskabet gør det i højere grad muligt for den moldoviske regering at kontrollere energieksporten.
Moldovas ministerpræsident beskylder desuden Rusland for det, som han kalder »gasafpresning«. Rocean siger, at den russiske præsident, Vladimir Putin, »ønsker at efterlade befolkningen i Transnistrien uden gas og elektricitet for at destabilisere situationen i Moldova«. Han siger desuden, at spørgsmålet om passage af russisk gas gennem Ukraine er »et kunstigt problem«, og at gassen vil kunne transporteres ad andre veje.
Moldova modtager hvert år omkring to milliarder kubikmeter gas fra Rusland. Siden 2022 har aftalen mellem Transnistrien og regeringen i Moldova været, at al den modtagne russiske gas skal bruges i udbryderregionen.
I sidste uge afskedigede den moldoviske ministerpræsident, Dorin Recean, landets energiminister, lederen af det statslige energiselskab, Energocom, og et bestyrelsesmedlem i gasleverandøren Moldovagaz, skriver Bloomberg. Revean begrundede afskedigelserne med, at de tre ikke havde sikret tilstrækkelige energiforsyninger over vinteren til konkurrencedygtige priser i løbet af sommeren. Samtidig opfordrede Recean landets parlament til at indføre nationalt kriseberedskab, skriver mediet.
ritzau
fortsæt med at læse


























