Flere er dræbt, herunder børn, i et skoleskyderi i Wisconsin. Formodet gerningsperson er blandt de dræbte.

Mor: Min søn er »alvorligt traumatiseret« - stod lige ved siden af skoleskyder

Foto: Scott Bauer/Ritzau Scanpix
Foto: Scott Bauer/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Tre personer har mistet livet i et skoleskyderi mandag i den amerikanske delstat Wisconsin.

Den formodede gerningsperson er blandt de døde, oplyser amerikanske myndigheder.

De siger videre, at der udover den formodede gerningsmand er en anden elev samt en lærer blandt de døde.

Mindst seks andre er meldt sårede.

Skyderiet skete på privatskolen Abundant Life Christian School i byen Madison. Skolen har omkring 400 elever fra børnehaveklasse til 12. klasse, hvor eleverne er mellem 17 og 18 år gamle.

Byens politichef, Shon Barnes, siger, at den formodede gerningsperson var en mindreårig. Personen blev fundet død, da politiet ankom til skolen.

Flere personer er blevet bragt til hospitalet, siger Barnes.

Den formodede gerningsperson var elev på skolen. Politichefen oplyser, at gerningsmanden skød med en 9 mm pistol. Der er ikke kommet andre oplysninger frem om personen. Hverken alder eller køn er derfor kendt.

Skyderiet skete kort før klokken 11 lokal tid.

12-årig stod ved siden af skoleskyder

Billeder fra stedet viser flere politibiler, brandbiler og en ambulance.

New York Times har talt med en forælder, Viktoriya Gonzales, hvis 12-årige søn befandt sig på skolen under skyderiet. Gonzales var blandt de forældre, der ventede i nærheden af den kristne skole på at blive genforenet med deres børn. Hun siger i et kort telefoninterview med New York Times, at hun havde hørt fra andre studerende, at hendes søn var i sikkerhed, men »alvorligt traumatiseret, fordi han var lige ved siden af gerningsmanden«. Hun tilføjer: »Det er alt, hvad jeg ved«.

En anden kilde, som New York Times har snakket med, er pensionisten, John Diaz de Leon, der bor i nærheden af skolen. Kilder beskriver, at han hørte sirener og kom udenfor for at se massere politi. »To betjente med våben og en hund« kom ind på skolen, fortæller han i et telefoninterview til New York Times. Kilden fortæller, at grupper af børn med hinanden i hænderne herefter begyndte at løbe ud fra skolen.

Politichefen i Madison siger, at alle skolens elever er ofre.

»I dag er en sørgelig, sørgelig dag. Ikke kun for Madison, men for hele vores land, hvor endnu en politichef nu holder pressemøde om vold i vores samfund«.

»Hvert et barn og hver en person i den bygning er et offer og vil være et offer for evigt. Den her slags traumer går ikke bare væk«, siger Shon Barnes.

Ifølge en database fra CNN har der været mindst 83 skoleskyderier i år i USA. Ifølge det amerikanske medie er 2024 det år, hvor flest skoleskyderier har fundet sted i USA. I 2023 fandt 82 skoleskyderier sted.

Skoleskyderier har også været et tema i den amerikanske valgkamp, der netop der afsluttet. Ved flere af demokraternes valgmøder var pårørende til dræbte børn tilstede for at italesætte våbenspørgsmålet.

Med Donald Trumps indsættelse som amerikansk præsident til januar, ser våbenloven ikke ud til at ændre sig. Flere republikanere mener, at det skal være lovligt at have våben for at forsvare sig.

Ritzau og Politiken

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her