Donald Trump har udpeget sin kommende ambassadør i Danmark og samtidig genåbnet debat om USA i Grønland.

Trump udpeger ambassadør til Danmark og kalder amerikansk kontrol over Grønland »altafgørende«

Donald Trump talte søndag aften i Phoenix. Senere på aftenen luftede han på sit sociale medie, Truth Social, igen ideen om, at USA skal kontrollere og eje Grønland. Det skete i et opslag, hvor han annoncerede, at Ken Howery er hans kandidat til at blive USA's ambassadør i Danmark. Foto: Josh Edelson/Ritzau Scanpix
Donald Trump talte søndag aften i Phoenix. Senere på aftenen luftede han på sit sociale medie, Truth Social, igen ideen om, at USA skal kontrollere og eje Grønland. Det skete i et opslag, hvor han annoncerede, at Ken Howery er hans kandidat til at blive USA's ambassadør i Danmark. Foto: Josh Edelson/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Artiklen er opdateret kl. 6.14.

USA’s kommende præsident Donald Trump har tilsyneladende ikke helt lagt en tidligere idé om at sikre amerikansk kontrol over Grønland på hylden. I hvert fald har Trump i et opslag på sit sociale medie, Truth Social, sent søndag aften dansk tid luftet sine tanker om kontrol og ejerskab over Grønland.

»For den nationale sikkerheds skyld og for frihed i hele verden føler USA, at ejerskabet og kontrol over Grønland er altafgørende«, skriver Trump.

Trump skriver ikke sort på hvidt, at det er amerikansk kontrol, der er afgørende. Han skriver heller ikke, at USA gerne vil købe Grønland.

Det var netop et foreslået amerikansk køb af Grønland, som under Trumps første præsidentperiode skabte gnidninger i det dansk-amerikanske samarbejde. Forslaget blev fremlagt i august 2019 af Trump. Dengang blev forslaget hurtigt afvist af statsminister Mette Frederiksen (S). Hun kaldte hele diskussionen for »absurd«. Det fik senere Trump til at beskrive Mette Frederiksens udtalelser som »nasty«, hvilket på dansk kan betyde modbydelige eller væmmelige.

Iværksætter bliver ambassadør

Over fem år senere har Trump så igen bragt Grønland på banen. Anledningen er, at han har udpeget sin kommende ambassadør i Danmark. Der er tale om den 49-årige forretningsmand og iværksætter Ken Howery, der blandt andet også har været USA’s ambassadør i Sverige fra 2019 til 2021 og var med til at stifte techvirksomheden PayPal med blandt andre Elon Musk.

»Det er mig en stor fornøjelse at kunne annoncere Ken Howery som mit valg til at være USA’s ambassadør i kongeriget Danmark. Ken er en globalt kendt iværksætter, investor og diplomat, som tjente vores land forbilledligt som USA’s ambassadør i Sverige under min første embedsperiode«, skriver Trump på Truth Social.

Senere i opslaget lufter Trump sine tanker om Grønland og skriver afsluttende:

»Ken kommer til at gøre et fantastisk stykke arbejde med at repræsentere USA’s interesser. Tak, Ken, og tillykke!«.

Ritzau forsøger at få en kommentar fra Statsministeriet.

Århundredets aftale

I en klumme, som blev bragt i den store amerikanske avis The Wall Street Journal 25. november, skrev Alexander B. Gray, der var stabschef for Det Hvide Hus’ Nationale Sikkerhedsråd fra 2019 til 2021, mens Trump var præsident, og er en del af American Foreign Policy Council – en konservativ tænketank, der beskæftiger sig med amerikansk udenrigspolitik – at timingen for en aftale mellem Grønland og USA giver mening.

Han noterer sig blandt andet, at Grønland har ytret et stigende ønske om uafhængighed. Derfor foreslår han i klummen en aftale, hvor Grønland opnår uafhængighed, men samtidig indgår et samarbejde med USA.

»Grønland ser ud til at være interesseret i at løsrive sig fra Danmark, og derfor bør USA stå klar med en udstrakt hånd. Vestens økonomiske og sikkerhedsmæssige interesser vil blive truet, hvis et uafhængigt Grønland omringes af fjendtlige udenlandske aktører og ikke har nogen beskyttelse. Trump har muligheden for at lande århundredets aftale«, lyder det.

Klummeskribenten fremhæver aftaler, som USA i dag har med stillehavsnationerne Mikronesien, Palau og Marshalløerne. Aftalerne giver landene »fuld uafhængighed og magt over deres egne udenrigsmæssige anliggender, samtidig med at det amerikanske militær får adgang og bidrager til landenes forsvar«, skriver Alexander B. Gray.

Grønland, der er verdens største ø, tilhører det danske rigsfællesskab og har godt 56.000 indbyggere. Grønland er af interesse for USA på grund af placeringen i det arktiske område. En eventuel overtagelse af Grønland vil give USA en større tilstedeværelse i området, hvor Rusland også er interesseret i at være en dominerende faktor.

Afvist af Panama

Opslaget om Grønland kommer, dagen efter at han også udtrykte interesse for at overtage kontrollen over den betydningsfulde Panamakanal i Mellemamerika. Årsagen er blandt andet afgifter, som ifølge Trump er uberettigede.

»Vores flåde og vores handlende bliver behandlet på en meget uretfærdig og ubetænksom måde. De afgifter, som Panama opkræver, er latterlige. Særligt med tanke på den gavmildhed, som USA har vist over for Panama. Det her totale bedrag mod vores land skal stoppe øjeblikkeligt«, skrev Trump.

Panamas præsident, Jose Raul Mulino, understregede dog søndag i en videoudtalelse, som præsidenten har slået op på det sociale medie X, at Panamakanalen tilhører Panama, og at landets suverænitet ikke er til diskussion.

»Hver enkelt kvadratmeter af Panamakanalen og det omkringliggende område tilhører Panama, og det vil det fortsætte med«, siger han.

Jose Raul Mulino siger desuden at Panamas suverænitet og uafhængighed ikke er til forhandling.

Panama fik fuld kontrol over kanalen i 1999. Forinden havde Panama og USA i samarbejde stået for driften af kanalen. Kontrol over Panamakanalen vil give USA øget magt på det maritime område.

Foruden Grønland og Panamakanalen har Trump den seneste tid også flere gange - og måske lidt mere uforpligtende - luftet idéen om at gøre nabolandet Canada til den amerikanske delstat nummer 51.

»Mange canadiere kunne godt tænke sig, at Canada blev den 51. delstat«, skrev Trump forleden på Truth Social ifølge det britiske medie BBC.

Det er uvist, hvor alvorligt, Trump mener forslaget, pointerer Reuters.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her