Rusland beskylder ukrainske efterretningstjenester for at have planlagt angreb på officer og militærblogger.

Rusland hævder at have afværget ukrainsk angreb mod højtstående officer

Lyt til artiklen

Den russiske efterretningstjeneste, FSB, siger lørdag, at den har afværget et angreb på en højtstående russisk officer og en militærblogger.

Det skriver det russiske nyhedsbureau Ifax ifølge nyhedsbureauet Reuters.

FSB hævder, at det var ukrainske efterretningstjenester, der stod bag planer om angrebet.

Det fremgår ikke umiddelbart, hvilke konkrete personer det påståede angreb skulle været rettet mod, hvordan FSB mener at have forhindret angrebet, eller hvad planerne bestod i.

Den 17. december blev den russiske general Igor Kirillov dræbt i en eksplosion i Ruslands hovedstad, Moskva.

Ifølge Ruslands efterforskningskomité var eksplosionen forårsaget af en bombe, der var gemt i en elscooter.

Samme dag lød det fra en ukrainsk kilde inden for sikkerhedsområdet, at det var Ukraines sikkerhedstjeneste, der stod bag drabet på den russiske general.

Kilden stod ikke frem med navn, og vedkommendes påstand er ikke uafhængigt verificeret.

Dagen efter lød det fra den russiske efterforskningskomité, at man havde tilbageholdt en 29-årig mand fra Usbekistan, som var mistænkt for at stå bag eksplosionen. Det skriver mediet CNN.

Komitéen sagde desuden, at manden var blevet rekrutteret af den ukrainske efterretningstjeneste SBU.

Kirillov var indtil sin død leder af Ruslands forsvarsstyrker inden for radioaktiv, kemisk og biologisk krigsførelse.

Anklagemyndigheden i Ukraine havde dagen inden Kirillovs død anklaget ham for at gøre brug af kemiske våben på slagmarken i Ukraine.

Rusland har afvist beskyldningerne om brug af kemiske våben i Ukraine.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her