Det er mandag aften. Danske Kristoffer Kosloff på 51 år, hans kone Gudrun og deres 14-årige søn Oskar sidder hjemme i deres hus i Altadena, Los Angeles. Udenfor kan de høre vinden suse. Lyden bliver voldsommere. De bliver enige om, at det nok er klogest at tage på hotel natten over. For hvad nu hvis de høje egetræer i haven falder ned over huset, tænker de. Familien pakker hurtigt en taske med toiletsager, rent undertøj og deres pas.
Inden de lukker døren til det hjem, de har boet i siden 2019, strejfer en skræmmende tanke Kristoffer Kosloff. Hvad nu hvis vi aldrig kommer hjem igen, tænker han. I farten tager han de øverste fotoalbum med fra chatollet. De vidner om det liv, familien indtil denne mandag aften har levet.




























