Et dansk skibsværft på Fyn har siden Ruslands invasion af Ukraine i februar 2022 serviceret ni naturgasskibe, der er en del af den russiske skyggeflåde, skriver Financial Times på sin forside tirsdag.
I september kunne Danwatch og Ekstra Bladet afsløre det samme, og historien forbløffer statsminister Mette Frederiksen (S), der tirsdag er til et Nato-møde i Finland, hvor medlemslande ved Østersøen er repræsenteret.
»Først og fremmest kan jeg simpelthen ikke forstå, hvis det er rigtigt. Altså, jeg kan ikke begribe, hvis der er et dansk værft, der bidrager til Ruslands krig ind i Europa, og det skal de simpelthen få stoppet«, siger Mette Frederiksen til Ritzau:
»Og det er klart, at myndighederne skal selvfølgelig kigge ind i det her, men når du spørger mig – jeg kender ikke de konkrete forhold – men det er mig helt uforståeligt, hvis der er et dansk værft, der bidrager til det her«
Er det Danmark eller EU, der kan stoppe det?
»Altså, nu skal jeg først lige have lov til at kigge ind i, hvad det er, der er op og ned i det her. Men vi sanktionerer jo som fællesskab, og jeg har sagt fra starten af, at selv hvis der skulle være nogle gråzoner – det ved jeg ikke, om er tilfældet her. Selv hvis der skulle være det, har man jo også en forpligtelse som dansk virksomhed til ikke på nogen måde at understøtte russerne«.
Uden russisk flag
Ifølge Danwatch og Ekstra Bladet er de ni naturgasskibe, der er blevet serviceret hos værftet Fayard i Odense, en del af den russiske Yamal LNG-flåde. Det er isbrydere, der sejler med russisk gas fra Sibirien.
Skibene sejler dog ikke under russisk flag og er ejet af energi- og shippingvirksomheder, skriver Financial Times. Skibenes aktiviteter er heller ikke underlagt sanktioner, lyder det videre – blandt andet fordi de ikke sejler under russisk flag.
Politiken har bedt om en kommentar til Mette Frederiksens udtalelser fra Fayards administrerende direktør Thomas Andersen, men hans skriftlige svar er holdt i generelle vendinger:
»Vi følger de gældende sanktionsregler, man politisk har vedtaget i EU og Danmark, herunder i forhold til hvilke skibe, der må arbejdes med. Vi holder os løbende opdateret herom. Vi har ikke yderligere kommentarer herom for nærværende«.
Håber på EU
Odenses borgmester Peter Rahbæk Juel (S) er næstformand i Odense Havns bestyrelse, og da han blev bekendt med Danwatchs og Ekstra Bladets historier i september sidste år, tog han kontakt til regeringen, og han fik et »imødekommende svar«, som han formulerer det. Derfor er han tilfreds med statsminister Mette Frederiksens klare melding.
»Det er helt på sin plads, at Mette Frederiksen tager ekstra initiativer i forhold til den russiske skyggeflåde i Østersøen. Det er lykkedes russerne at omgå sanktioner, så en række LNG-skib har anløbet danske havne og blandt andet også Odense Havn«, siger Peter Rahbæk Juel til Politiken.
Han fremhæver, at havnene ifølge loven har anløbspligt, så de skal tage mod skibe, medmindre de er omfattet af sanktioner – og de omtalte skibe er ikke omfattet af sanktioner, fordi de ikke er indregistreret i Rusland. Men der er en anden mulighed for at gribe ind.
»Derudover er der også en særskilt sanktionsliste med navne og registreringsnumre på skibe, som ikke er indregistreret i Rusland, men som agerer i russisk tjeneste. Derfor skrev jeg i september, at den her LNG-flåde, som har været forbi Odense Havn ad flere omgange med forskellige fartøjer, skal regeringen arbejde for at få på EU’s konkrete sanktionsliste over fartøjer«, siger Peter Rahbæk Juel og tilføjer:
»Så kan Odense Havn med loven i hånden sige, at disse skibe ikke må anløbe havnen«.
Hvad er din holdning til Fayard, som henholder sig til, at værftet overholder lovgivningen?
»Det er et dilemma. Jeg kender ikke til de nærmere omstændigheder og de kontrakter, som Fayard har indgået. Men man skal selvfølgelig altid tænke sig godt om i forhold til, hvordan man driver sine forretninger. Men dilemmaet er jo, at Fayard agerer lovligt, fordi disse skibe i øjeblikket ikke er på EU’s sanktionsliste. Det er også derfor, at jeg synes, at den rigtige løsning vil være at få de her skibe omfattet af sanktionerne. Det skal ikke være op til den enkelte virksomheds bedømmelse af situationen«.
Borgmesteren håber, at der nu sker noget i forhold til EU:
»Odense er som by meget involveret på Ukraines side. Vi er venskabsby med Kyiv, vi har samlet ind til Ukraine, og vi har masser af ukrainske flygtninge i byen. Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at folk i Odense står på Ukraines side, så det har været topfrustrerende at se de her skibe kunne sejle ud og ind, uden at vi har kunnet gøre noget«.
Ritzau/Politiken
fortsæt med at læse


























