Hvis våbenhvileaftalen, som blev annonceret onsdag aften, bliver afslutningen på Gaza-krigen og hele den regionale konflikt, som den satte brand i, er tiden inde til at se på resultaterne. Hvem vandt, hvem tabte, og hvad er fremtidsudsigterne? ’
De store tabere er de civile palæstinensere i Gaza, der har været gennem ubeskrivelige lidelser og er blevet sønderbombet i en grad, så murbrokkerne ifølge Financial Times ville kunne dække hele Central Park i New York i et 8 meter tykt lag. Mindst 46.000 har mistet livet, heraf over 13.000 børn. Over 100.000 mennesker er såret, og FN frygter, at de ødelagte skoler og den afbrudte skolegang for Gazas små 700.000 børn og unge kan skabe en tabt generation. På tabernes hold er selvsagt også de israelere, der blev dræbt i terrorangrebet 7. oktober, og de gidsler, der er døde siden, og deres familier.




























