I skyggen bag Alternative für Deutschland forsøger et netværk af akademikere at gøre ideer om racehygiejne populær igen.
En af de førende kræfter er en 35-årig dansker med bånd til tyske højreekstremister – og amerikanske tech-rigmænd.
Den globale forbindelse mellem højreradikale bevægelser vokser, og også Trump trækker på pseudovidenskabelige ideer om, at der findes menneskeracer, der har bedre gener end andre.
Collage: Christine Vierø Larsen. Originalfoto: Ritzau Scanpix, Michael Cravotta, PAOLA CHAPDELAINE, Casper Dalhoff, Jens Kalaene, Jens Dresling, Hope Not Hate, Freepik
I vinteren 2023 sidder en højreradikal tysk influencer på et kontor i Grækenland og forklarer, hvordan han vil skabe en fascistisk elitegruppe inspireret af Hitlers Waffen-SS.
Influenceren hedder Erik Ahrens. Han var dengang 30 år gammel, har tilknytning til Tysklands næststørste parti, Alternative für Deutschland (AfD) og har hjulpet partiet med at sprede højreradikale ideer blandt helt unge tyskere. Blandt andet derfor kategoriserer tyske myndigheder ham som »aldeles farlig«.