Fem personer er blevet såret under et skyderi ved et voksenuddannelsescenter i Sverige, hvoraf en er i kritisk tilstand. Politiet beskriver situationen som en igangværende indsats

Fem såret af skud på voksenskole i Sverige: Politiet vil ikke udtale sig om »eventuelle døde«

Foto: 11380 Kicki Nilsson/Ritzau Scanpix
Foto: 11380 Kicki Nilsson/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Fem personer er blevet såret i forbindelse med et skyderi ved en voksenskole i Örebro i Sverige, oplyste det svenske politi på et pressemøde, der begyndte kl. 15.30 tirsdag.

Politiet beskriver situationen som en igangværende indsats og afviser derfor at udtale sig om, hvor mange »eventuelle døde« der måtte være i skyderiet.

Jonas Claesson, som er sundheds- og sygehusdirektør i Region Örebro, oplyser ifølge nyhedsbureauet TT, at fem er blevet kørt til akutmodtagelsen i byen. Fire af dem er blevet opereret. To er færdigopererede og i stabil tilstand, og en er alvorligt såret. En person, som ikke er blevet opereret, er lettere såret.

Det står ikke klart, om skyderiet skete inde på skolen, siger Roberto Eid Forest, chef for lokalpolitiområdet Örebro. Om den mistænkte gerningsperson siger lokalpolitichefen, at vedkommende er mand eller dreng.

Aftonbladet skriver, at en ransagning af gerningsmandens bolig er i gang.

Statsministeren reagerer

Meldingen om skyderiet kom til politiet kort efter klokken 12.30 tirsdag.

Svensk politi skriver i en opdatering, at det tidligere tirsdag iværksatte indsatser på flere skoler, da det var uklart, om det var flere attentater i gang. Politiet tror tirsdag eftermiddag ikke længere, at det er tilfældet.

Skolen ved navn Campus Risbergska er en voksen- og ungdomsskole, der tilbyder fag på både grundskole- og gymnasieniveau.

Statsminister, Ulf Kristersson, siger ifølge det svenske medie SVT, at regeringen er i tæt kontakt med politimyndigheden, og han opfordrer til at give politiet arbejdsro.

»Det er med sorg, at jeg har modtaget information om den frygtelige voldshandling i Örebro. Mine tanker er hos dem, der er blevet ramt, og deres pårørende. Det er en meget smertefuld dag for hele Sverige. Mine tanker er også hos alle dem, hvis almindelige skoledag blev erstattet med rædsel«, siger statsministeren.

Der er oprettet et mødested for pårørende og andre, der strømmer til for at få nyt om deres kære, meddeler politiet i Bergslagen.

Hvad der nærmere er foregået – og foregår – er endnu uklart, men politiet behandler det skete som mordforsøg, grov våbenkriminalitet og skriver, at der også er gjort forsøg på at stikke stedet i brand.

Angiveligt blev der også skudt mod betjente på stedet, hvor den nationale indsatsstyrke – antiterrorkorpset – blev sat ind. Ingen betjente er blevet ramt, understreges det.

30-50 mennesker gemte sig på restaurant

De lokale sygehuse tømte akutmodtagelsen og intensivafdelingen for andre, så personalet var klar til at tage imod eventuelle ofre fra skyderiet, skriver Aftonbladet.

Avisen Wermlands-Tidningen skriver, at der sendes forsyninger af donorblod til Örebro.

Samtidighar det svenske rigspoliti meddelt, at der sendes forstærkninger fra andre regioner til byen for at bistå operationen efter skyderiet.

Aftonbladet har talt med en svensker, der kender en lærer på skolen. Vedkommende sendte en sms inde fra bygningen med en ildevarslende besked: »Han skrev, at der skydes med automatvåben på skolen, og at de har søgt i sikkerhed i et lokale«, lød teksten.

Et andet vidne arbejdede på en pizzarestaurant i nabolaget. Hun fortæller, at der pludselig løb 30-50 mennesker ind for at gemme sig på stedet.

»Jeg havde en helt almindelig arbejdsdag. Så kom der nogle ind, der græd og var rystede. »Hvad sker der?«, spurgte jeg. »De sagde, at der var et eller andet skyderi. Ingen af dem, der kom, var sårede. Bare rystede. Men de har set mennesker, der blev kvæstet«, siger restaurantchef Nora Brunström til Dagens Nyheter.

Ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her