Det lange, brølende dyt fra en grøn bybus lyder, netop som klokken slår tolv. Busserne ved Gustaf Adolfs Torg i det centrale Malmø lukker for deres motorer, selv om de holder midt på kørebanen. Inde på torvet står nogle svenskere stille med bøjede hoveder, mens danske familier på vinterferie ser sig lidt forvirret omkring.
Statsminister Ulf Kristersson har bebudet et minuts stilhed over hele Sverige for at vise respekt for de ti mennesker, som sidste tirsdag brutalt blev skudt ned på Risbergska-skolen i Örebro.


























