Person mistænkt for forberedelse af terrorforbrydelse og deltagelse i terrororganisation er anholdt i Sverige.

Svensk politi anholder person mistænkt for at forberede terror

Lyt til artiklen

En person er tirsdag morgen blevet anholdt omkring Stockholm i Sverige mistænkt for at have forberedt en terrorforbrydelse.

Det skriver den svenske efterretningstjeneste Säpo i en pressemeddelelse.

Sagen drejer sig om voldelig islamistisk ekstremisme, skriver Säpo. Sagen har ingen tilknytning til andre sager, lyder det videre.

Den anholdte er desuden mistænkt for grov deltagelse i en terrororganisation, forberedelse af eller forsøg på drab samt forberedelse af en grov overtrædelse af loven om brandfarlige og eksplosive stoffer.

Anholdelsen forløb roligt, lyder det. Säpo gennemførte aktionen i samarbejde med svensk politi.

Det er Säpo, der varetager den foreløbige undersøgelse af sagen under ledelse af vicechefanklager Henrik Olin.

Senest fredag 14. februar klokken 12 skal anklageren beslutte om personen skal varetægtsfængsles eller løslades. Det skriver Anklagemyndigheden i en pressemeddelelse.

Arbejdet med sagen i længere tid

Efter et eventuelt retsmøde om fængsling vil anklageren være tilgængelig for medier. Indtil da er han ikke tilgængelig, lyder det.

Säpo (Säkerhetspolisen) kan sammenlignes med Politiets Efterretningstjeneste (PET) i Danmark.

Kar Melin, som er pressetalsperson for Säpo, siger til nyhedsbureauet TT, at efterretningstjenesten ikke på nuværende tidspunkt kan sige, hvor og hvornår forbrydelserne er begået eller planlagt at blive begået.

»Vi har arbejdet med denne her sag i længere tid og så blev det simpelthen vurderet, at der skulle handles her og nu, og så gennemførte vi aktionen«, siger han.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her