Sveriges regering vil skabe større sikkerhed på skoler efter skyderi, som kostede 11 mennesker livet.

Svensk regering vil lade skoler gennemsøge elevers tasker

Skyderiet i Örebro skete 4. februar. 11 mennesker mistede livet, herunder en 35-årig mand, som politiet mener, står bag skyderiet. Foto: 10080 Fredrik Sandberg /tt/Ritzau Scanpix
Skyderiet i Örebro skete 4. februar. 11 mennesker mistede livet, herunder en 35-årig mand, som politiet mener, står bag skyderiet. Foto: 10080 Fredrik Sandberg /tt/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

I kølvandet på skoleskyderiet i Örebro vil regeringen i Sverige give skoler mulighed for at gennemsøge elevers tasker.

Det er et af flere tiltag, der skal øge sikkerheden på skolerne.

Regeringen har som målsætning, at de nye regler skal træde i kraft 1. juli i år, siger uddannelsesminister Johan Pehrson.

»Vi arbejder intensivt for at øge sikkerheden for elever, lærere og andre medarbejdere på skoler«, siger han.

Tiltagene bygger i stor grad på en række anbefalinger om sikkerhed på skoler, som regeringen fik anbefalet i december.

Men i nogle tilfælde vil regeringen gå længere end anbefalingerne, siger Johan Pehrson.

Det gælder for eksempel i tilfældet med gennemsøgninger af tasker. Her lød anbefalingen, at det skulle gælde for udskolingen og på gymnasier.

Men efter skyderiet på Rigsbergska-skolen, som tilbyder uddannelser til voksne, har regeringen besluttet, at reglen også skal gælde for netop voksenuddannelser samt for hele grundskolen.

I anbefalingerne fra december var der lagt op til, at gennemsøgning af tasker skulle varsles, men sådan ender det formentlig ikke.

»Vi har en ambition om at ændre forslaget«, siger uddannelsesministeren.

Blandt de andre tiltag er et krav til skoler om at have beredskabsplaner og at øve sig i at evakuere.

Skyderiet i Örebro skete 4. februar. 11 mennesker mistede livet, herunder en 35-årig mand, som politiet mener, står bag skyderiet.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her