Det er 36 år siden, Berlinmuren faldt, og den fysiske skillelinje mellem øst og vest forsvandt. Men når man kigger på et kort over, hvilket parti der ved det tyske valg søndag blev det største i hver valgkreds, er det, som om der nu igen løber en fysisk grænse.
På den østlige del af tysklandskortet er der ved dette valg kommet en stor lyseblå plet, der flugter perfekt med den gamle grænse mellem DDR og Vesttyskland. Den eneste forskel synes at være, at det ikke længere er Det Socialistiske Enhedsparti, der dominerer i Østtyskland, men partiet Alternative für Deutschland (AfD), som den tyske efterretningstjeneste har kategoriseret som delvist højreekstremt.


























