Andrew Tate, der er mistænkt for at have dannet en kriminel gruppe, får lov til at forlade Rumænien.

Influencer Andrew Tate får lov til at forlade Rumænien

Andrew Tate (med briller) ved siden af sin bror, Tristan Tate i Bukarest i januar 2025. Foto: Inquam Photos/octav Ganea/Ritzau Scanpix
Andrew Tate (med briller) ved siden af sin bror, Tristan Tate i Bukarest i januar 2025. Foto: Inquam Photos/octav Ganea/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Influenceren Andrew Tate, der mistænkes for kriminelle aktiviteter, har fået lov til at forlade Rumænien.

Det oplyser rumænske anklagere ifølge Reuters.

Nyhedsbureauet citerer et lokalt medie for, at Tate og hans bror torsdag er om bord på et fly med kurs mod USA.

Andrew Tate har været under husarrest, fordi han sammen med sin bror og fire andre mistænkes for en række kriminelle aktiviteter.

Beskyldningerne handler om at have dannet en kriminel gruppe, om menneskehandel med mindreårige, om kønslig omgang med mindreårige og om hvidvask af penge.

De har afvist alle beskyldningerne.

Der blev rejst sag mod Tate-brødrene i Rumænien sidste år, men sagen blev sendt tilbage til anklagemyndigheden, da en appeldomstol fandt uregelmæssigheder i anklageskriftet.

Tate-brødrene, der har amerikansk-britisk statsborgerskab, har også en britisk arrestordre hængende over hovederne.

Planen var, at de ville blive udleveret, når sagerne i Rumænien var færdige, besluttede en domstol i Rumænien i marts sidste år.

Andrew Tate har været i husarrest i sagen siden august, mens efterforskningen har været i gang.

I midten af januar ophævede en rumænsk domstol husarresten mod Andrew Tate.

I stedet blev han sat under såkaldt juridisk kontrol, som er en mindre indgribende foranstaltning, der omfatter, at Tate regelmæssigt skulle melde sig hos politiet.

Tate er tidligere kickbokser og har fået millioner af følgere ved at promovere en livsstil med et meget stort fokus på machoværdier.

Han er ikke alene blevet beskyldt for at være kvindefjendsk. Han har også omtalt sig selv som en ’misogyn’ person.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her