Politikens chefredaktør var til stede i Stortinget, da Norges statsminister efter måneders massiv kritik af de norske donationer til Ukraine skulle holde tale om netop det.

Norges statsminister havde »læst, hvad Politiken mener«. Få timer senere øgede hans regering støtten til Ukraine med 50 milliarder

Den norske statsminister, Jonas Gahr Støre, lød næsten som et ekko af Mette Frederiksen, da han torsdag formiddag trådte op på talerstolen i det norske Storting og gjorde status over den norske sikkerhedssituation.

»Bagtæppet for denne redegørelse er den mest alvorlige sikkerhedssituation i vort land siden Anden Verdenskrig«, indledte statsministeren sin tale, der var ventet med stor spænding.

Efter måneders massiv kritik af Norges beskedne donationer til Ukraine fra både indland og udland meddelte en regeringsrepræsentant mandag aften, at den norske statsminister torsdag ville komme med en melding om den norske støtte til Ukraine.

Det skete under en livedebat på tv-stationen NRK, hvor Politikens ansvarshavende chefredaktør, Christian Jensen, deltog. Han har på avisens lederplads rettet skarp kritik af Norge for ikke at bidrage nok til Ukraine, i lyset af at nordmændene har tjent styrtende på stigende gaspriser efter Ruslands invasion – ifølge det norske finansministerium en ekstrafortjeneste på omkring 800 milliarder kroner alene i 2022 og 2023. Uafhængige økonomer siger over 1.000 milliarder. Nordmændene har givet langt mindre i økonomisk støtte til ukrainerne end for eksempel Danmark.

Mens koret af kritikere er vokset og vokset, har den norske statsminister og regering stået fast på, at Norge har bidraget rigeligt.

Forud for talen havde norske journalister taget opstilling foran Stortinget og rapporterede. Ville Jonas Gahr Støre give efter for kritikken? Og hvordan ville det vise sig i kroner og øre til Ukraine?

»Det bliver en spændende dag«, konstaterede en journalist indenfor i Stortingets vandrehal.

Her løb rygtet, at den norske statsminister ville hæve støtten til Ukraine med 15 milliarder kroner. Men da statsministeren tog ordet i stortingssalen, blev han aldrig så konkret. Han talte om »store bevægelser i amerikansk sikkerhedspolitik, der skaber usikkerhed« og slog fast, at det norske forsvar skal løftes. Og meddelte så, at den norske regering »vil foreslå en yderligere betydelig støtte« til Ukraine:

»Jeg ser frem til at diskutere med partierne i eftermiddag, hvordan vi bedst kan støtte«, sagde han.

Tilhørerpladserne i Stortingssalen var fyldt med gæster, der lyttede med. Her sad også Politikens chefredaktør, Christian Jensen. Han var fløjet til Oslo for at overvære statsministerens tale. Han hørte en politiker, der på talerstolen foretog en kovending:

»For få uger siden sagde han, at den kritik, Politiken rejste, var helt forkert. Nu siger han, at han vil hæve støtten betydeligt. Hatten af for, at han gør det, der er allersværest for en politiker, nemlig at ændre sin kurs«.

Men statsministerens melding efterlod fortsat to spørgsmål. Dels, hvor mange penge Norge er parat til at sende til Ukraine. Og ikke mindst, om det er nye penge eller blot en fremrykning af de beløb, der allerede er afsat frem til 2030.

I stortingssalen gik partilederne på skift på talerstolen og talte i fem minutter. Flere partiledere rettede skarp kritik af regeringens foreløbige kurs:

»Ukraines sikkerhed er vores sikkerhed. Vi må mangedoble den militære støtte til Ukraine. Vi må vise vej, fordi vi kan«, lød det fra Guri Melby fra Venstre, der var en af de første norske politikere til at tale for større donationer til Ukraine.

»Norge kan gøre meget. Dette er sidste chance for at tage vores del af ansvaret«, sagde Sigrid Zurbuchen Heiberg fra Miljøpartiet De Grønne. Det var hendes parti, der inden jul stillede spørgsmål til det norske finansministerium om, hvor mange penge Norge egentlig har tjent i ekstra gasindtægter efter Ruslands invasion.

Statsminister forsvarede sig

Politikerne strømmede ud i vandresalen, hvor en klump af journalister samlede sig om Jonas Gahr Støre. Med dæmpet stemme tog han sig tid til at tale med dem en ad gangen. En journalist hæftede sig ved, at Christian Jensen havde fundet vej til Oslo.

»Der står en dansk redaktør her, som synes, du bør give meget mere til Ukraine. Hvorfor gør du ikke det?«, spurgte journalisten den norske statsminister.

»Jeg har læst, hvad Politiken mener, og det har jeg respekt for. Jeg har også i dag sagt, at vi kommer til at give mere. Vi har allerede givet et stort bidrag i 2025, og nu kommer vi til at øge det betydeligt«, svarede han.

Få meter væk stod en tv-journalist og trippede for at få fat i statsministeren.

»Jeg kommer til dig«, nåede han at sige til Christian Jensen, inden han vendte sig mod kameraet og gik på live-tv.

Rundt om stod folk tæt og fik temperaturen i vandrehallen til at stige.

Omsider blev det Politikens tur. Jonas Gahr Støre trak over i et hjørne med Christian Jensen, der havde tre spørgsmål på blokken:

Sidste år har Norge haft en øget avance på gas på omkring 1.000 milliarder kroner. Hvor meget synes du, det er rimeligt, at Norge betaler tilbage til Ukraine?

»Jeg er ikke enig i den måde at fremstille forpligtelsen til at give tilbage til Ukraine. Norge har produceret energi i 50 år og leveret gas og olie til Europa. Vi er ikke politisk tjent med voldsomt ustabile priser på gas. Når der er kritiske tider, oplever Norge, at priserne dykker, og så tager vi ansvar som land. Det er urimeligt, hvis alle konflikter skal få betydning for vores indtægter. Der er mange dramatiske konflikter i verden«, svarede statsministeren.

Du har i Stortinget lige sagt, at du mener, det er rimeligt, at Norge øger støtten nu, så hvor meget mener du, det skal være i forhold til den ekstraindtægt, I har haft?

»Det får du at se senere i dag. Norge var et af de første lande, der vedtog en langsigtet støtte, og vi forpligtede os i fem år. Vi øgede støtten fra 2023 til 2024, og igen i 2025, og nu øger vi betydeligt igen«, sagde statsministeren, med henvisning til at Norge har afsat i alt 155 milliarder kroner til Ukraine frem til 2030. For nylig besluttede Stortinget at fremrykke en del af støtten til 2025, så den samlede støtte i år lander på 35 milliarder.

Hvad siger du til den kritik, der har været internationalt fra økonomer, Politiken og andre steder i Europa?

»Det må vi svare på en respektfuld måde. Som et land med de energiressourcer, Norge har, får vi den slags spørgsmål. Det, synes jeg, er godt i den demokratiske debat – og at vore skandinaviske venner engagerer sig i det. Norge er et rigt land, og vi giver en høj bistand. Samtidig har vi taget imod snart 100.000 ukrainske flygtninge, hvilket er flere end i Danmark. Jeg har respekt for, at der er forskellige traditioner for det. Jeg synes, at Norge samlet set kan være stolt af det bidrag, vi giver«.

Klokken 16.30 mødtes Stortingets partiledere, og 51 minutter senere trådte de ud i Vandrehallen. Her meddelte statsministeren resultatet af mødet: en ny donation til Ukraines forsvar og forsvarsindustri på 50 milliarder kroner. En beslutning, som samtlige partier i Stortinget stod bag, konstaterede statsministeren. Den norske finansminister, Jens Stoltenberg, tilføjede, at Stortinget kommer til at hastebehandle donationen, så pengene kommer hurtigt frem.

Forud for mødet havde Venstres Guri Melby gjort det klart, at hun mente, at Norge skulle donere 100 milliarder. Det mente hun fortsat efter mødet:

»Derfor er det vigtigt for os, at aftalen ikke indebærer, at vi siger nej til yderligere bidrag. Så vi for eksempel kan øge støtten, når vi i maj skal revidere vores nationalbudget«, sagde hun.

Politikens chefredaktør forlod Stortinget, mens solen gik ned bag Oslos kongeslot. Dagen havde været »vild«, konstaterede han. For en måned siden sendte han de norske medier i breaking med sin kritik af de norske donationer. I dag blev der så sendt 50 milliarder kroner ekstra afsted.

»Det var mere, end jeg havde regnet med, og mindre end jeg havde håbet på«.

Ida Nathan

PodcastSe alle

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her