Lørdag meldes der om luftangreb i Libanon, efter at Israel skulle have standset tre raketter.

Trods aftale: Melding om raketaffyringer og angreb i Israel og Libanon

Foto: Avi Ohayon/Ritzau Scanpix
Foto: Avi Ohayon/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Tre byer i det sydlige Libanon skal lørdag være blevet ramt af israelske luftangreb. Derudover har israelsk artilleri angiveligt ramt to andre byer i området, skriver Reuters med henvisning til et statsligt nyhedsbureau i Libanon. Der er ingen meldinger om dødsfald.

Meldingen kommer, efter at Israels militær har sagt, at det tidligere lørdag standsede tre raketter affyret fra et distrikt i Libanon – omkring seks kilometer nord for grænsen til Israel – mod byen Metula. Byen ligger i den nordlige del af Israel nær grænsen til Libanon.

Israel og Libanon indgik i november en aftale om våbenhvile. Her forpligtede Israel sig til at forlade den sydlige del af Libanon, som grænser op til Israel. Derudover er Libanons regering i henhold til aftalen ansvarlig for at demontere al militær infrastruktur i det sydlige Libanon og konfiskere alle uautoriserede våben.

Før våbenhvilen havde der været kampe mellem Israel og den islamistiske, militante bevægelse Hizbollah i over et år. Den militante bevægelse er allieret med Hamas-bevægelsen i Gaza og har sagt, at dens angreb på israelske mål handler om at vise støtte til Hamas.

Konflikten mellem Hizbollah og Israel eskalerede sidste år, hvor Israel gennemførte en større landoffensiv i Libanon. Kampene efterlod Hizbollah stærkt svækket, og gruppen har mistet indflydelse internt i Libanon.

Begge parter har anklaget hinanden for ikke at have gennemført alle dele af aftalen. Israel siger, at Hizbollah stadig har militær infrastruktur i den sydlige del af Libanon. Imens siger Libanon og Hizbollah, at Israel besætter libanesisk land ved at fortsætte med at udføre luftangreb og ved at beholde sine tropper på fem forskellige steder på bakketoppe nær grænsen.

Lørdag har den israelske forsvarsminister, Israel Katz, sagt, at Libanons regering er »ansvarlig for angreb fra sit territorium«.

»Jeg har beordret militæret til at reagere i overensstemmelse hermed«, har han sagt i en udtalelse ifølge AFP.

Israels militær har oplyst, at det undersøger, hvem der er ansvarlig for raketaffyringerne. Hizbollah er ikke vendt tilbage på Reuters’ henvendelse.

Det var omkring klokken 06.30 dansk tid, at der lød luftalarmer i Metula, skriver AFP. Imens har den libanesiske premierminister, Nawaf Salam, i en udtalelse advaret om, at hans land er i fare for at blive trukket ind i en »ny krig« med Israel.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her