Chefen for Sudans regeringshær, Abdel Fattah al-Burhan, erklærer onsdag landets hovedstad, Khartoum, for fri. Det gør han i en udsendelse på sudansk stats-tv ifølge AFP.
I udsendelsen går hærchefen rundt på præsidentpaladset i Khartoum.
»Khartoum er fri. Det er gjort«, siger han ifølge AFP.
Den paramilitære gruppe Rapid Support Forces (RSF) besatte paladset tilbage i 2023, men i sidste uge generobrede regeringshæren præsidentpaladset. Sudans hær og RSF har været i konflikt med hinanden siden april 2023, hvor de har kæmpet om magten i Sudan.
Tidligere på dagen onsdag oplyste en talsperson for hæren, at de ligeledes har generobret byens lufthavn. Hæren hævder desuden at have taget kontrol over den paramilitære gruppes hovedbase i det centrale Sudan. Basen beskrives samtidig som RSF’s sidste større tilholdssted i Khartoum. Basen er Tiba al-Hassanab-lejren i Jabal Awliya, som ligger 40 kilometer syd for hovedstaden.
Hæren har længe været under pres, men på det seneste har den haft flere sejre i det centrale Sudan. RSF har endnu ikke kommenteret påstandene fra regeringshæren om dens fremrykken i Khartoum.
De mange kampe mellem hæren og RSF har ødelagt store dele af Khartoum og andre større byer samt lammet kritisk infrastruktur i landet. Konflikten i Sudan, som har omkring 50 millioner indbyggere, har kostet titusinder af mennesker livet. FN betegner det som den værste krise for fordrevne i verden. Omkring ni millioner er internt fordrevet, og tre millioner er flygtet til nabolande. Samtidig er der meldinger om hungersnød, sygdomsudbrud og mangel på rent drikkevand.
ritzau
fortsæt med at læse




























