Denne sang har jeg selv skrevet«, siger Elena Lyba, da hun kigger op fra klaveret. Hendes øjne er gemt bag nogle kolossale solbriller.
»Jeg kalder den ’Skæbne’«.
Så farer hendes hænder ellers hen over tangenterne. Det er en vemodig sang, forstår jeg uden videre, selv om hun ikke synger teksten.
Tonerne suser ud af den åbne pavillon her i parken ved Sankt Michael-katedralen; de flagrer ind mellem træerne, ud over rækværket og videre ned i dybet mod floden Dnepr, der glimter i solen. Det er en smuk dag i Kyiv.
