Arfan Bhatti er tiltalt for medvirken til terror efter et skudangreb i Oslo i 2022. Han nægter sig skyldig.

Statsadvokat udpeger hovedmand bag skudangreb i Oslo i 2022

Zaniar Matapour blev sidste år idømt 30 års fængsel for terror, efter at han var med til at udføre et angreb, hvor to personer blev skuddræbt i det centrale Oslo forud for Oslo Pride. Nu er en anden mand tiltalt for at være hovedmanden bag angrebet.. Foto: Lise Åserud/Ritzau Scanpix
Zaniar Matapour blev sidste år idømt 30 års fængsel for terror, efter at han var med til at udføre et angreb, hvor to personer blev skuddræbt i det centrale Oslo forud for Oslo Pride. Nu er en anden mand tiltalt for at være hovedmanden bag angrebet.. Foto: Lise Åserud/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Endnu en mand er tiltalt for medvirken til terror efter et skudangreb i Oslo i sommeren 2022, oplyser statsadvokat Sturla Henriksbø på et pressemøde tirsdag. Manden er af den norske anklagemyndighed blevet udpeget som hovedmanden bag angrebet, siger statsadvokaten.

Manden befandt sig i Pakistan under selve angrebet, men ifølge den norske anklagemyndighed skete angrebet efter fælles planlægning med Zaniar Matapour, der udførte angrebet.

»Han skal angiveligt have medvirket til anskaffelse af våben og forsøgt at etablere kontakt til terrororganisationen IS, så de ville tage ansvaret for angrebet«, siger Sturla Henriksbø under pressemødet.

Matapour blev sidste år dømt til 30 års fængsel for terror.

Angrebet fandt sted natten til 25. juni 2022, hvor der blev affyret skud i det centrale Oslo. To blev dræbt ved angrebet på barerne Per på Hjørnet og London Pub, og flere blev såret. Skyderiet skete forud for Oslo Pride. London Pub er kendt som et sted for lgbt-personer.

Manden blev udleveret til Norge i maj sidste år og har siddet varetægtsfængslet siden. Foruden medvirken til terror er han ifølge den norske statsanklager ligeledes tiltalt for yderligere forsøg på terrorhandlinger i Norge og Pakistan.

Det gælder blandt andet selvmordsangreb, angreb mod Norges tidligere statsminister Jens Stoltenberg og planer om at kidnappe norske journalister i Pakistan. Han har konsekvent nægtet enhver kriminel involvering i terrorisme.

Foruden den tiltalte og Matapour har tre andre ligeledes været sigtet i sagen. For to af dem er sigtelserne frafaldet, men for den tredje – en kvinde – er sagen ikke færdigefterforsket. Hun opholder sig i øjeblikket i Syrien.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her