Kinas udenrigsministerium bekræfter, at kinesiske statsborgere er blevet taget til fange i Ukraine.
Det sker på et pressemøde, skriver nyhedsbureauet Reuters.
Meldingen kommer, dagen efter at den ukrainske præsident, Volodymyr Zelenskyj, meddelte, at to kinesiske soldater var taget til fange i Ukraine.
Ifølge Zelenskyj har han kendskab til seks kinesiske soldater, som har deltaget i krigen i Ukraine sammen med russiske styrker.
Talsmand for Kinas udenrigsministerium Lin Jian bekræfter dog ikke, at de kinesiske statsborgere har været i Ukraine for at kæmpe. Han oplyser heller ikke, hvor mange kinesiske statsborgere, der er taget til fange.
Talsmanden opfordrer kinesere til at blive væk fra krigszonerne.
»Den kinesiske regering har altid bedt sine borgere om at holde sig fra områder med væbnede konflikter og at undgå at blive involveret i nogen former for væbnede konflikter«, siger Lin Jian.
Kina hævder at forholde sig neutralt til krigen i Ukraine og har tidligere sagt, at landet ikke støtter nogen af de krigsførende parter.
Opdateres
ritzau
fortsæt med at læse




























