Et voldsomt blæsevejr rammer Kinas hovedstad, Beijing, hen over weekenden, og myndigheder advarer særligt den del af befolkningen, der vejer mindst.
Millioner af kinesere opfordres til at blive inden døre. Personer, der vejer mindre end 50 kilo, kan ’nemt blæse væk’.
Sådan lyder myndighedernes advarsel i Kina ifølge BBC.
I weekenden rammer et voldsomt blæsevejr Beijing og andre områder af det nordøstlige Kina.
Vindstødene ventes at nå op på 41,5 meter i sekundet omkring Beijing og Hebei-provinsen.
Herhjemme vil den hastighed kategoriseres som en kraftig orkan.
Vindstød af den styrke i Kina er ikke set i mange år, skriver BBC.
Arbejdere er blevet bedt om at skynde sig hjem, skoler og universiteter er suspenderet, og flere attraktioner er lukket.
I løbet af lørdagen var 838 flyafgange aflyst fra Beijings to største lufthavne og en lang række højhastighedstog er suspenderet.
Kinesiske myndigheder rangerer vindstyrker på en skala fra 1 til 17.
Niveau 11 og 12 kan forsage seriøse og ekstreme ødelæggelser.
Weekendens vindstød ventes at ligge omkring niveau 11 til 13, skriver BBC.
ritzau



























