Israelere, der vil stoppe Gaza-krigen og have gidslerne hjem, har fået magtfulde allierede. 250 tidligere agenter fra efterretningstjenesten Mossad er med dem.

250 af Israels gamle spioner vil stoppe Gaza-krig og have gidsler hjem

Lyt til artiklen

En stor gruppe tidligere agenter i Israels efterretningstjeneste Mossad har i et åbent brev til premierminister Benjamin Netanyahu og hans regering erklæret, at krigen i Gazastriben efter deres mening skal stoppe.

Samtidig skal regeringen arbejde for at bringe de israelske gidsler, som den militante palæstinensiske bevægelse Hamas fortsat holder, hjem.

Det er ikke kun fodfolk med skæg og blå briller, som har skrevet under på brevet.

Tre tidligere Mossad-chefer er med i gruppen, nemlig Danny Yatom, Efraim Halevy og Tamir Pardo, skriver israelske medier.

»Vi mener, at de fortsatte kampe bringer livet for gidslerne og vore soldater i fare. Alle muligheder for at nå en aftale, som stopper lidelserne, skal udnyttes fuldt ud«, står der ifølge Times of Israel i brevet.

846 israelske soldater var frem til den 5. april dræbt i krigen.

»Vi opfordrer regeringen til at træffe modige beslutninger og agere ansvarligt af hensyn til sikkerhed for landet og dets borgere«.

I brevet siger eks-agenterne også, at krigen efter deres mening hovedsageligt tjener politiske og personlige interesser, ikke sikkerhedsinteresser.

Brevet afsluttes med ordene:

»Livets hellighed, hr. premierminister, går forud for hævnens Gud«.

Krigen i Gaza begyndte, da Hamas den 7. oktober 2023 angreb Israel og dræbte 1.200 mennesker. Andre 251 blev taget med til Gaza som gidsler.

Det fik Israel til at indlede et storangreb på Hamas. Netanyahu erklærede, at krigen slutter, når Hamas er udryddet.

I løbet af det seneste halvandet år er over 50.000 palæstinensere meldt dræbt.

En del af gidslerne er enten døde eller løsladt. Foreløbig har Hamas ifølge israelske meldinger 58 eller 59 gidsler tilbage. 24 af dem menes at være i live.

I marts kollapsede en våbenhvile, og Israel er igen i offensiven.

Med brevet træder de gamle Mossad-folk ind i rækken af andre grupper fra Israels sikkerhedsapparat, der i den seneste uge har offentliggjort lignende breve.

Jerusalem Post skriver, at der sammen med Mossad-brevet er offentliggjort et brev med underskrifter fra næsten 200 officerer fra militærets sanitetsstyrker.

I sidste uge underskrev veteraner fra Unit 8200, en efterretningsenhed inden for de væbnede styrker, et lignende brev, og det gjorde pensionerede jagerpiloter og piloter af reserven også.

Efter pilotbrevet sagde en officer i flyvevåbnet, at piloter af reserven i aktiv tjeneste afskediges, hvis de har skrevet under.

Den beslutning fik Netanyahus støtte.

»Erklæringer, som svækker IDF (Israels militær, red.) og styrker vore fjender i krigstid, er utilgivelige«, sagde han ifølge Reuters.

Premierministeren sagde også, at brevet var skrevet af en ekstrem gruppe, ’der endnu en gang forsøger at ødelægge det israelske samfund indefra’.

Der er fortsat store demonstrationer mod Netanyahu og hans højrereligiøse regering. Både kritikere af premierministeren og pårørende til gidsler kræver, at Netanyahu indgår en aftale med Hamas for at få gidslerne hjem.

Også selv om det indebærer, at Israel trækker sig ud af Gaza og stopper krigen.

Men internt i regeringen presser de religiøse og nationalistiske partier på for at fortsætte krigen og udrydde Hamas totalt.

Der er også højregrupper, som vil have Israel til igen at besætte Gaza og gøre området til en del af Israel.

I øvrigt har Netanyahu ifølge det amerikanske medie Axios bedt Mossad om at finde lande, der vil tage imod et stort antal palæstinensere fra Gazastriben.

Mossad skal blandt andet have forsøgt sig hos Sudan, Somalia og Indonesien. Men de har afvist at tage imod fordrevne palæstinensere.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her