Markant færre mennesker har krydset EU’s ydre grænser irregulært i de første tre måneder af 2025 sammenlignet med året forinden.
Det viser data fra Frontex, der er EU’s agentur for grænse- og kystbevogtning.
Ifølge agenturet er faldet i krydsninger synligt over alle de store migrationsruter ind i EU, men nedgangen i ankomster spænder fra 64 procent ved den vestlige balkanrute til otte procent ved den østerlandske rute.
Tallene fra det første kvartal af året bygger oven på en nedgang, der allerede var synlig i 2024.
Her faldt antallet af irregulære krydsninger over EU’s ydre grænser over hele året med 38 procent sammenlignet med året forinden.
Over for det britiske medie The Guardian advarer menneskerettighedsgrupper dog, at der bag faldet i irregulære krydsninger ligger tilbageholdelser og dødsfald, og at man derfor ikke kan konkludere på tallene, at færre migranter forsøger at bevæge sig over grænser.
»I det omfang faldet i ankomster skyldes EU’s afskrækkende foranstaltninger, er disse foranstaltninger meget tydeligt ledsaget af menneskerettighedskrænkelser, som EU derfor er medskyldig i«, siger Judith Sunderland, der er Human Rights Watchs vicedirektør for Europa og Centralasien til mediet.
ritzau




























