Uhuru Park i Kenyas hovedstad, Nairobi, var tre dage i marts forvandlet til et levende laboratorium for demokrati. Under træernes skygger og byens summen mødtes tusindvis af unge, politikere, kunstnere og aktivister til People Dialogue Festival (PDF) – en samtalefest med debat, dans og digte.
Fakta
Kenya
Inspireret af den nordiske tradition for samtaledemokrati med rødder i Almedalsugen i Sverige og Folkemødet på Bornholm, men med egen rytme og lokale rødder, har festivalen siden 2019 forsøgt at genrejse den politiske samtale i et Kenya præget af mistillid og polarisering. Ifølge den seneste rapport fra V-Dem Institute befinder Kenya sig i en demokratisk gråzone.
»Vi er inspireret af Folkemødet, men vi forsøger ikke at holde et folkemøde i Nairobi på dansk manér. Vi gør det på vores egen måde«, siger Frankline Mukwanja, direktør for Centre for Multiparty Democracy Kenya, en organisation, der samler politiske partier på tværs af det kenyanske politiske landskab og arbejder for at styrke demokratisk dialog – og som står bag festivalen.
»For os handler PDF om at opbygge tillid mellem borgere og politiske aktører. Da vi begyndte, var narrativet, at unge var apatiske over for demokratiet. Men det handler ikke om apati, det handler om eksklusion. Når de unge får plads, deltager de med passion og løsninger«, siger han.
PDF er stadig i høj grad en ungdomsfestival, fortæller Mukwanja og peger på, at over 70 procent af Kenyas befolkning er under 40 – og det kan mærkes på deltagerfeltet, hvor unge udgør langt størstedelen af de 13.500 fremmødte.
Festivalen er centreret omkring Nairobi, men Mukwanja fortæller, at man er i gang med at brede konceptet ud til andre dele af landet med lokale opvarmningsarrangementer og skoleaktiviteter.
Det kenyanske folkemøde er i høj grad præget af kreative indslag med musik, poesi, dans og kunst som centrale greb.
»Mange alvorlige emner håndteres bedst i uformelle og kreative rum. Det gør politik tilgængeligt, relevant og engagerende. Her kan en 13-årig og en 90-årig dele dansegulv og politiske visioner«, siger Mukwanja.
Mukwanja håber, at PDF kan inspirere til lignende initiativer i resten af Afrika.
»Afrikas demokratiske fremtid afhænger af, at vi tør forbinde mennesker og politik på nye, inkluderende og kreative måder. Det er den model, vi gerne vil dele«.
Mukwanja har selv deltaget i Folkemødet på Bornholm flere gange og bemærker især den lille afstand mellem borgere og magthavere.
»Statsministeren kommer og bliver der en hel dag eller to. Jeg kan godt lide, hvordan det viser et mere lige samfund. Vi er stadig ret opdelt, men det er netop noget, vi gerne vil lade os inspirere af fra Bornholm«, siger han.
Men selv om inspirationen er hentet fra Bornholm, mener Mukwanja, at Danmark også kan lære af Kenya:
»Hvis man ikke passer på, bliver det en begivenhed for de få. Alle skal kunne være med – uanset pengepung«.
Danske forbindelser
Danmark har ikke blot inspireret, men også spillet en aktiv rolle i opbygningen af festivalen. Dansk Institut for Partier og Demokrati (DIPD) har blandt andet faciliteret partnerskaber, bidraget med idéudvikling og inviteret kenyanske arrangører til Bornholm for at udveksle erfaringer.
En af dem, der har været med fra begyndelsen, er Mathias Parsbæk Skibdal, direktør for DIPD:
»Det hele begyndte med ønsket om at styrke den politiske samtale. Da jeg første gang rejste til Kenya med en kollega og mødte en partnerorganisation, blev det tydeligt, at vi sammen kunne udvikle en kenyansk udgave af Folkemødet – naturligvis tilpasset kenyanske forhold«.
Også den danske ambassade i Kenya har været en central støtte siden starten i 2019, fortæller den danske ambassadør i Kenya, Stephan Schønemann, over telefonen:
»Vores vigtigste rolle har været, at vi som en fast støtte til alle dele af det kenyanske samfund også har set en mulighed for at bakke op netop her«.
Et konkret eksempel, han fremhæver, er samarbejdet mellem danske og kenyanske kokkeelever, der sammen tilbereder bæredygtige måltider og serverer dem for deltagerne:
»Det skaber samtaler om mad, råvarer og bæredygtighed – og er en anderledes, men stærk form for dialog og brobygning, der rækker ud over politik«, siger Stephan Schønemann.
Festivalen er siden sin begyndelse vokset betragteligt. I 2025 deltog 13.500 mennesker i 89 dialogarrangementer. Strukturen bærer stadig præg af den bornholmske inspiration: åbne telte, temascener og en ambition om samtale i øjenhøjde.
Fakta
Folkemøder
»Man har bevidst bygget videre på nogle af de grundprincipper, der gør Folkemødet i Danmark til noget særligt – som at skabe rammer, hvor samtalen kan flyde begge veje. Politikerne kan ikke nøjes med at holde taler; de må også lytte og engagere sig i, hvad borgerne faktisk siger«, siger Mathias Parsbæk Skibdal.
For Mathias Parsbæk Skibdal er formatet mere relevant end nogensinde:
»Folkemødet som format er et af flere nødvendige redskaber, hvis man vil fremme demokratisk dialog – både i Kenya og andre steder i verden. Polariseringen vokser, og behovet for at skabe rum, hvor politikerne faktisk lytter til borgerne, er større end nogensinde«.
Også ambassadør Stephan Schønemann understreger betydningen:
»Sidste sommer oplevede Kenya store ungdomsprotester, fordi mange unge følte, at regeringen ikke lyttede til deres ønsker og behov. Derfor er der brug for at styrke den demokratiske proces og fremme dialogen. Og her tror jeg, at det kenyanske folkemøde kan bidrage«.
fortsæt med at læse


























